Bruxelles, 18/02/2026 - 23:43
Kilder: Ursula von der Leyen planlægger tur til Grønland
Kilder siger til medie, at EU-Kommissionens formand i marts vil besøge Grønland og annoncere støttepakke.
Af: /ritzau/
EU-Kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har planer om at besøge Grønland.
Det melder unavngivne kilder med kendskab til sagen, skriver mediet Bloomberg sent onsdag aften.
Ifølge mediet skal besøget finde sted i marts, men de præcise datoer fremgår ikke.
Von der Leyen vil under besøget annoncere en støttepakke til Grønland, siger Bloombergs kilder.
Meldingen om et besøg er ikke blevet officielt bekræftet. Til Bloomberg afviser en talsperson for EU-Kommissionen at kommentere sagen.
/ritzau/




