Aalborg, 06/06/2025 - 13:44
Lokal sponsor fortsætter engagement i AaB efter dialog
AaB har fortsat opbakning fra 3F Aalborg som sponsor efter et møde og en redegørelse fra fodboldklubben.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
AaB's ledelse har formået at berolige fagforeningen 3F Aalborg, der er sponsor i fodboldklubben. Det oplyser 3F Aalborg på sin Facebook-side fredag.
Tidligere på ugen udtrykte 3F Aalborg som sponsor stor utilfredshed efter en turbulent periode i AaB, der rykkede ud af Superligaen.
- Efter et møde med AaB's danske ledelse på Hornevej her til morgen, hvor en redegørelse er fremlagt, og set i lyset af de seneste udmeldinger om ændringer i ledelsen, har 3F Aalborg besluttet at afslutte den aktuelle sag og dialog herom med klubben.
- Vi vil hermed gerne understrege, at vi fortsat står ved vores engagement og sponsorat af AaB, lyder det fra sponsoren, der har en aftale med klubben, der gælder to år mere.
3F Aalborg havde krævet, at AaB forklarede sig i en mulig sag om mobning i klubben, efter at den tidligere AaB-træner Menno van Dam blev beskyldt for at have mobbet en kollega.
Siden da har AaB forleden sagt farvel til Jan Peters som bestyrelsesformand.
Den tyske investorgruppe Sports Strategy Excellence 22 (SSE22) har desuden valgt at trække sig fra den aktive involvering i driften af AaB. Det lader til at have hjulpet på 3F Aalborgs engagement i klubben.
- De seneste dages begivenheder, som blandt andet til vores store tilfredshed har medført ændringer i både bestyrelse og ledelse, har dog givet anledning til refleksion.
- Vi bruger derfor de kommende to år på at følge udviklingen i og omkring AaB tæt - både hvad angår sportslige resultater, ledelsesmæssige beslutninger og klubbens værdimæssige retning, skriver den nordjyske afdeling af den landsdækkende fagforening.
AaB-direktør Michael Tuxen Boll er lettet over fredagens udmelding.
- Vi har stor respekt for 3F's værdier og det engagement, de gennem mange år har bidraget med, ikke bare som sponsor, men som en vigtig del af det stærke fællesskab omkring AaB.
- Vi ser frem til at bevise i handling, at vi vil og kan leve op til de forventninger, der er til AaB, siger AaB-direktøren.
/ritzau/