Tel Aviv, 22/06/2025 - 09:08
Iran sender nye missiler mod Israel efter amerikansk angreb
Ifølge iransk stats-tv er der søndag affyret 30 missiler mod Israel i nyt angreb. Flere meldes tilskadekommet.
Baz Ratner/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Israels militær har søndag morgen sat ind over for et nyt iransk missilangreb.
Det oplyser militæret (IDF) i en udtalelse ifølge nyhedsbureauet AFP.
- For kort tid siden kunne sirener høres flere steder på tværs af Israel, efter at missiler affyret fra Iran mod staten Israel blev identificeret, lyder det.
Ifølge det israelske militær blev der affyret to bølger af missiler mod Israel.
Kort efter klokken 07.15 dansk tid er meldingen til israelerne dog, at det igen er sikkert at forlade beskyttelsesrum.
Det israelske medie Kan skriver ifølge nyhedsbureauet Reuters, at mindst ti missiler har ramt søndag morgen.
Ifølge israelske medier skal der være tale om, at missiler har ramt i det nordlige og centrale Israel.
Missilerne har ramt i Nes Ziona, Rishon Lezion-området og Tel Aviv, lyder det.
Der har også været meldinger om et nedslag i byen Haifa.
Men ifølge IDF er der formentlig tale om, at en del af Israels luftforsvar har fejlet og skudt forkert og derfor er slået ned i byen. Det viser en indledende efterforskning ifølge The Times of Israel.
Blandt andet er en bygning blevet ramt i det centrale Israel.
Ifølge en udtalelse fra den israelske redningstjeneste Magen David Adom er mindst 11 kommet til skade.
I et opslag på X skriver tjenesten, at ti er kommet lettere til skade, og en er kommet moderat til skade.
På iransk stats-tv er det blevet oplyst, at der er sat gang i et angreb. Med henvisning til kilder, siger en vært ifølge AFP, at 30 missiler er blevet affyret fra Iran.
Det iranske angreb kommer i kølvandet på et amerikansk luftangreb på tre iranske atomanlæg natten til søndag.
Det er første gang, at USA involverer sig direkte i konflikten, efter at Israel natten til fredag i sidste uge angreb flere militære mål i Iran - ifølge Israel for at hindre Iran i at blive en atommagt.
Siden har Israel og Iran gentagne gange angrebet hinanden.
USA's præsident, Donald Trump, sagde i en tv-transmitteret tale natten til søndag, at Iran nu må slutte fred. Ellers vil USA gå efter andre mål i Iran, lød det fra præsidenten.
/ritzau/