København, 12/07/2025 - 09:21
22 procent er imod sex mellem personer af samme køn
En undersøgelse viser, at mere end hver femte har homofobiske holdninger. Køn og religion har stor betydning.
Af: /ritzau/
Ikke alle i Danmark bifalder ifølge en ny undersøgelse forhold mellem homoseksuelle.
22 procent af de adspurgte i en større, national undersøgelse om danskeres holdning til homoseksualitet giver udtryk for, at de finder sex mellem to personer af samme køn for moralsk uacceptabelt.
Det fortæller Statens Serum Institut i en pressemeddelelse om resultater fra det såkaldte Projekt Sexus.
Flere end 30.000 i alderen 15 til 89 år er blevet spurgt om deres viden om og syn på seksualitet.
Undersøgelsen viser ifølge SSI, at mænd og religiøse personer er overrepræsenteret blandt personer med homofobiske holdninger.
Således giver 29 procent af de adspurgte mænd udtryk for homofobiske holdninger, mens det gælder for 14 procent af kvinderne.
Samtidig er det 17 procent af mandlige muslimer og 26 procent af kvindelige muslimer, der finder det acceptabelt, at personer med samme køn har sex.
Alder, uddannelsesniveau og graden af, hvorvidt man har modtaget seksualundervisning spiller også ind, når det gælder holdninger til homoseksualitet.
Morten Frisch, der er overlæge og professor ved Statens Serum Institut, mener at undersøgelsens resultater er "overraskende og bekymrende".
- Særligt bekymrende er det, at næsten 3 ud af 10 danske mænd finder sex mellem to mennesker af samme køn moralsk uacceptabelt, siger han.
/ritzau/