Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Sydney, 09/03/2026 - 08:13

Pornobrugere i Australien skal fremover bevise deres alder for adgang

Australske pornobrugere skal bevise deres alder med for eksempel digitale id-kort eller kreditkortoplysninger.

Af: /ritzau/

I Australien skal brugere af såkaldt voksenindhold fremover bevise, at de er over 18 for at få adgang til indholdet.

Det skriver BBC.

Voksenindhold gælder blandt andet porno, videospil med aldersmærkningen 18+ og seksuelt eksplicitte AI-chatbots.

Argumentet er, at det nye tiltag skal beskytte børn mod skadeligt indhold.

- Vi tillader ikke børn at gå ind på barer eller alkoholbutikker, voksenbutikker eller kasinoer, men når det kommer til online rum er der ikke sådanne sikkerhedsforanstaltninger, siger Julie Inman Grant, der er kommissær for Australiens tilsynsmyndighed for onlinesikkerhed, til mediet.

Indtil nu har brugere af onlineindhold til voksne skullet bekræfte deres alder ved blot at klikke en boks af, der bekræfter, at de er over 18 år.

Men med de nye ændringer er det ikke længere nok. Fremover skal brugere bevise deres alder på andre måder. Det kan for eksempel være med ansigtsgenkendelsesteknologi, digitale id'er og kreditkortoplysninger.

Ifølge BBC bliver de nye love mødt med bekymringer om databeskyttelse.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek