Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 27/05/2026 - 15:57

Kvinder fængslet i sag om drabsforsøg med håndgranat

Mand er kommet så slemt til skade i forbindelse med eksplosion, at han ventes at dø, fremgår det af sigtelse.

Steven Knap/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

To kvinder på henholdsvis 22 og 26 år blev tirsdag aften anholdt og sigtet for medvirken til drabsforsøg samt besiddelse og overdragelse af en håndgranat i forbindelse med en sprængning på Amager mandag aften.

Det oplyser Københavns Politi på meddelelsestjenesten Politi Update.

Onsdag har de to kvinder været fremstillet i grundlovsforhør. Her har dommeren valgt at fængsle den 26-årige i fire uger, mens den 22-årige skal sidde varetægtsfængslet de kommende to uger.

Det oplyser anklagemyndigheden ved Københavns Politi på meddelelsestjenesten Anklager Update. Det fremgår ikke, hvordan de to kvinder forholder sig til sigtelsen mod dem, eller på hvilket grundlag dommeren har valgt at fængsle dem.

Kvinderne er danske statsborgere.

Tirsdag blev to unge mænd fængslet i samme sag. Mændene, der er 19 og 20 år, nægtede sig i et grundlovsforhør skyldige i at have sprængt en håndgranat i en gård på Kurvemagerstien på Amager mandag aften.

De blev varetægtsfængslet i fire uger.

De to mænd, der er danske statsborgere på 19 og 20 år, er sigtet for at have fragtet håndgranaten hen til beboelsesejendommen, der ligger i Urbanplanen i bydelen Amager Vest. Den ældste af de to sigtede kastede ifølge sigtelsen håndgranaten ind i en gård.

En 31-årig mand befandt sig i gården, da håndgranaten detonerede, og han har fået så omfattende skader, at han forventes at dø. Det fremgår af sigtelsen, der blev læst op i tirsdagens grundlovsforhør.

Det var omkring klokken 18.00 mandag aften, at der blev kastet en håndgranat på Kurvemagerstien på Amager.

Af sigtelsen fremgår det, at politiet ikke mener, at de to unge mænd handlede alene.

Og nu er to kvinder, der er sigtet for medvirken til drabsforsøg og for besiddelse og overdragelse af håndgranaten, anholdt.

Når de fremstilles i grundlovsforhør, vil anklagemyndigheden anmode om, at det sker for lukkede døre.

Ved grundlovsforhør for lukkede døre kommer det ikke frem, hvilke beviser politiet har mod de sigtede, og hvad de eventuelt forklarer.

Sigtelsen læses dog op for åbne døre.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek