Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Odense, 01/08/2022 - 13:33

Tidligere læge undgår ny straffesag om medvirken til selvmord

Fyns Politi har opgivet sag mod Svend Lings efter afhøringer af en stribe borgere.

Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Fyns Politi har opgivet at rejse en ny straffesag mod den forhenværende læge Svend Lings for medvirken til selvmord.

Efterforskningen blev indledt sidste efterår, men blandt andet på baggrund af politiets afhøringer af flere borgere har anklagemyndigheden besluttet, at Svend Lings ikke skal tiltales.

Det oplyser den tidligere læge mandag.

I 2019 blev han af Højesteret idømt betinget fængsel i 60 dage. Straffen skyldtes hans medvirken til to selvmord og et forsøg på medvirken til selvmord. Han havde udskrevet medicin eller hjulpet med at få udskrevet medicin.

I den nu opgivne sag ransagede betjente i oktober sidste år hans bopæl og beslaglagde en computer og en mobiltelefon.

På den måde opdagede politiet henvendelser fra flere borgere. 13 borgere blev identificeret, oplyser Svend Lings selv i en mail, og enten de eller deres pårørende blev afhørt.

"I disse tilfælde er der ikke fundet holdepunkter for, at jeg har begået noget strafbart," skriver han i en mail om anklagemyndighedens afgørelse.

Fyns Politi bekræfter, at efterforskningen fra sidste efterår ikke har ført til en straffesag.

Lægeforeningen ekskluderede den tidligere overlæge i forbindelse med den sag, som blev ført helt til tops i retssystemet i 2019. Han har også mistet sin autorisation.

I øvrigt klagede Lings over Højesterets dom til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, fordi han mente, at han blot havde kommunikeret information om selvmord, og at hans ret til ytringsfrihed dermed var blevet krænket.

Svaret kom i foråret. Den internationale domstol kunne ikke følge hans argumentation. Den lagde vægt på, at dommen i straffesagen ikke rettede sig imod hans generelle informationsvirksomhed, men derimod drejede sig om hans handlinger i forhold til tre specifikke personer.

/ritzau/


København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek