Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Melbourne, 25/01/2023 - 05:15

Imponerende polak går videre til semifinalen i Australian Open

Magda Linette slår Karolína Plísková i kvartfinalen ved Australian Open og er videre til semifinalen.

Martin Keep/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Polske Magda Linette fortsætter natten til onsdag dansk tid den gode form ved grand slam-turneringen Australian Open med en sejr over tjekkiske Karolína Plísková.

Sejren faldt i den ene af turneringernes kvartfinaler, og med den har Magda Linette sikret sig en første plads i en grand slam-semifinale på singlesiden nogensinde.

I semifinalen skal hun op imod Aryna Sabalenka.

Hviderusseren gjorde det natten til onsdag dansk tid af med kroatiske Donna Vekic i dagens anden kvindesemifinale.

Vekic blev slået med cifrene 6-3, 6-2.

Magda Linette, som er useedet i turneringen, formåede at gøre det af med den tidligere verdensetter Plísková i bare to sæt. Hun vandt med cifrene 6-3, 7-5.

Hun overtog pladsen som Polens store håb ved turneringen, efter at hendes landsmand Iga Swiatek, som ligger nummer ét på verdensranglisten, blev slået ud af kasakhiske Elena Rybakina.

Rybakina har siden fundet vej til den anden semifinale, efter at hun slog Jelena Ostapenko fra Letland i kvartfinalen. Her skal hun dyste mod hviderussiske Victória Azárenka, som slog amerikanske Jessica Pegula i sin kvartfinale.

Semifinalen mellem Rybakina og Azarenka skal spilles torsdag.

/ritzau/

København, 23/12/2025 - 08:00

BLÅ BOG: Flora Augusta

* Det var tilfældigt, at Flora Augusta fandt ud af, at hun kunne lide at lave teater.

* Hun begyndte karrieren i et program på DR's Ramasjang, og har siden været med i flere film, heriblandt "Du som er i himlen" og "Smagen af sult".

* Hun er 15 år og går i 10. klasse.

Kilde: imdb.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 23/12/2025 - 08:00

Julekalenderstjerne: Jeg kan se mig selv i Tala

Flora Augusta, der spiller ulveskifteren Tala i "Valdes jul - vintermiraklet", har brugt erfaringer fra sit eget liv til at give liv til den magiske karakter.

Børn og barnlige sjæle kender det unge skuespiltalent Flora Augusta som ulveskifteren Tala i årets TV 2-julekalender "Valdes Jul - vintermiraklet".

Det har for skuespilleren været rart at genbesøge det populære børneunivers, som begyndte med "Valdes Jul - skovens vogter" i 2023.

- Jeg synes, det er skønt. Det er jo snart to år, siden den første julekalender kom. Det har været dejligt at se hele castet igen, fortæller Flora Augusta, der er 15 år og til dagligt går i 10. klasse.

Hendes karakter Tala er ulveskifter, et magisk væsen, som nogen mener, ikke hører til i menneskenes verden. Det skaber tvivl om, hvad Talas sted i verden er.

Flora Augusta kan trække på oplevelser fra det virkelige liv, når hun skal spille den rodløse karakter.

- Jeg tror, alle har haft følelsen af at tvivle på sig selv, og hvor man hører til. Det er nogle ting fra mit eget liv, som jeg kan bruge i Tala-karakteren, fortæller skuespilleren.

Når hun selv har brug for støtte og råd, går hun til venner og familie, tilføjer hun.

Flora Augusta kan genkende noget af sig selv i den magiske ulveskifter.

- Vi kan begge være eftertænksomme og føle meget. Det kan jeg godt spejle mig i. Vi kan begge godt lide at hjælpe dem omkring os, forstå og lytte til andre.

Talas venskab med Valde er et af julekalenderens helt store omdrejningspunkter. Personligt er venskaber også vigtige for Flora Augusta.

- Det betyder meget at have nogen, man kan tale, sparre og have det sjovt med. Det er vigtigt at have nogen, hvor man kan være sig selv og ikke føle, at man skal være en anden, siger hun.

Ud over den populære julekalender har Flora Augusta tidligere spillet med i det prisvindende drama "Du som er i himlen" med Lisbet Dahl og Kirsten Olesen.

Hun har også medvirket i filmen "Smagen af sult", som havde den danske verdensstjerne Nikolaj Coster-Waldau i en af hovedrollerne.

"Valdes jul - vintermiraklet" kan ses på TV 2 hver aften, mens dagens afsnit kommer på TV 2 Play fra morgenstunden.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 23/12/2025 - 08:00

FAKTA: Loyale kunder betaler mere

* Loyalitetsbetaling er udbredt i forsikringsbranchen. Det er, når en eksisterende kunde bidrager mere til indtjeningen end en ny, selv om de to kunder har samme forsikringsselskab og samme forventede skadesomkostninger.

* Loyale kunder, kunder over 65 år samt kunder med kort uddannelse er blandt de grupper, som forsikringsselskaberne tjener mest på.

* Priserne for de eksisterende kunder bliver hvert år reguleret ud fra et indeks, som er vokset mere end forbrugerprisindekset.

Kilde: Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 23/12/2025 - 08:00

Forsikringer er blevet dyrere: Sådan kan du spare penge

Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix

Forsikringer stiger i pris, men du kan typisk spare penge ved at forhandle. Tjek markedet, og gennemgå dit behov løbende for at undgå at betale for meget.

Hvis du har set den seneste opkrævning fra dit forsikringsselskab, har du måske bemærket, at prisen er steget. Flere forsikringskunder har oplevet store prisstigninger den seneste tid.

På tre år - fra november 2022 til november 2025 - er forsikringer i gennemsnit blevet 14,7 procent dyrere. Det viser tal fra Danmarks Statistik.

Til sammenligning er forbrugerpriserne steget 4,5 procent i samme periode.

Du har flere muligheder, hvis du vil prøve at få prisen lidt længere ned.

Det fortæller cheføkonom Morten Bruun Pedersen fra Forbrugerrådet Tænk.

- Hvis man synes, at forsikringen er blevet lige lovlig dyr, kan det være en god idé at tjekke markedet og hente et par tilbud. Dem kan man også bruge til at forhandle med sit nuværende selskab, siger han.

- Vi har hørt fra flere forbrugere, at de har fået lavere priser ved at sige, at de overvejer at opsige deres forsikringer.

Han råder desuden til, at du er opmærksom på, hvor stort et dækningsbehov du reelt har.

For det kan være blevet større eller mindre, siden du sidst gennemgik dine forsikringer.

- Kan man fjerne noget, vil man typisk kunne spare penge, siger Morten Bruun Pedersen.

Den samme anbefaling kommer fra Anne Garde Slothuus, der er forsikringsekspert i Forsikringsoplysningen under brancheorganisationen Forsikring og Pension.

- Det vigtigste er at sikre sig, at man er forsikret ud fra det reelle behov, man har, så man hverken er overforsikret eller underforsikret, siger hun og uddyber:

- Hvis man selv vil prøve at undersøge ens behov, kan man bruge forsikringsguiden.dk, der henter priserne direkte fra forsikringsselskaberne.

Hun anbefaler desuden, at du løbende overvejer, hvor du er i livet, og hvilken forsikringsdækning du har brug for.

Har du lidt svært ved at få et fuldt overblik, kan du altid ringe til dit forsikringsselskab og bede om hjælp.

Du kan også spørge, hvor det giver mest mening at justere dækningen, og hvad både besparelsen og konsekvenserne kan være.

Ifølge Anne Garde Slothuus er der flere situationer, hvor det især kan være en fordel at være opmærksom på sine forsikringer.

- Hvis man flytter sammen med en veninde eller en kæreste, bør man for eksempel tænke over, om der bliver betalt to indboforsikringer, siger hun.

Et andet typisk eksempel er, at man både har en rejseforsikring og et Mastercard, hvor der også følger rejseforsikring med.

- Her kan man med fordel undersøge, hvordan de dækker, så man kan finde ud af, hvilken man eventuelt kan undvære, siger hun.

Når et forsikringsselskab hæver prisen, skyldes det ifølge Anne Garde Slothuus som regel en ny vurdering af risikoen. Det handler om, hvorvidt prisen på forsikringen står mål med de udgifter til erstatninger, som selskabet har.

- Hvis der er ubalance, vil kunden typisk blive varslet om en prisstigning, siger hun.

- Priserne kan også stige, selv om man ikke selv har haft skader. Det kan blandt andet skyldes, at det generelt er blevet dyrere for selskabet at udbedre skader eller erstatte de ting, som kunderne får ødelagt.

Tidligere i år kom der en rapport fra Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Den viste, at loyale kunder betaler mere for deres forsikringer, hvis ikke man sørger for løbende at forhandle om prisen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek