Herning, 19/02/2026 - 16:55
Politi fandt 15 kasser med formodede tyvekoster hos makkerpar
Politiet mener, at to rumænere kom til Danmark i starten af februar og siden har begået flere butikstyverier.
Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En 40-årig mand og en 28-årig kvinde har torsdag erkendt en række butikstyverier flere steder i Jylland.
Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Kresten Breinhild, som er politikommissær i Midt- og Vestjyllands Politi, fortæller til Herning Folkeblad, at politiet har beslaglagt, hvad der svarer til 15 flyttekasser med formodede tyvekoster fra makkerparret.
- Jeg sidder her med listen over tyvekosterne. Der er 531 emner på den. De er gået efter parfume, barberblade, makeup, masser af mascara, kaffe, lidt beklædning, vaskemidler og køkkenknive, siger han til avisen.
Manden og kvinden blev torsdag formiddag fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Viborg.
Grundlovsforhøret endte med en straksdom på fire måneders ubetinget fængsel til makkerparret.
Sagen er blevet efterforsket i samarbejde med Syd- og Sønderjyllands Politis udlændingekontrolafdeling, skriver TV Midtvest.
Mediet beskriver, at politiet mener, at manden og kvinden er fra Rumænien og kom til Danmark i starten af februar.
De to blev ifølge politiet anholdt i Herning onsdag eftermiddag omkring klokken 17.15.
Det anslås, at deres tyvekoster har en samlet værdi på mindst 155.000 kroner ifølge pressemeddelelsen fra politiet.
Tyverierne er begået i Varde, Skive, Herning, Skjern, Blåvand og Esbjerg.
Ud over fængselsstraffen er de to butikstyve også blevet udvist med indrejseforbud i seks år.
/ritzau/




