København, 15/06/2026 - 18:27
Streameren Jaxstyle skal få flere unge til at donere blod
For at motivere flere unge til at blive bloddonor vil Jaxstyle livestreame i otte timer i en mobil blodtruck.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
I forbindelse med International Bloddonordag sender streameren Jacob "Jaxstyle" Krull live i otte timer den 21. juni fra en mobil blodtruck på Refshaleøen i København.
Formålet er at få flere unge til at tilmelde sig som bloddonor.
Det oplyser Bloddonorerne Danmark, som står bag initiativet i samarbejde med Jaxstyle, i en pressemeddelelse.
Ifølge en undersøgelse foretaget af Bloddonorerne Danmark er det nemlig unge mellem 18 og 34 år, som er den aldersgruppe, hvor færrest donerer blod.
Samtidig viser undersøgelsen, at en femtedel i samme aldersgruppe siger, at det er sandsynligt eller meget sandsynligt, at de vil donere blod inden for de næste to år.
Jaxstyle er selv lige blevet tilmeldt som donor og vil på dagen give sin første bloddonation, mens han streamer live.
/ritzau/




