Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Roskilde, 27/02/2025 - 10:35

Britisk popstjerne indtager Roskilde Festival

Roskilde Festival har tilføjet 27 nye navne til programmet. Heriblandt FKA Twigs og Anohni and the Johnsons.

Maja Smiejkowska/Reuters

Af: /ritzau/

Fire måneder inden at telte, pavilloner og festglade mennesker indtager Dyrskuepladsen i Roskilde, har Roskilde Festival offentliggjort 27 nye navne til musikprogrammet.

Blandt navnene er den britiske popstjerne FKA Twigs og det britisk-amerikanske band Anohni and the Johnsons.

- Både FKA Twigs og Anohni and the Johnsons skaber banebrydende musik med hver deres unikke udtryk, der både rammer den opsøgende musikelsker og appellerer til noget i os alle, siger Roskilde Festivals musikchef, Thomas Sønderby Jepsen, i en pressemeddelelse.

- FKA Twigs er et af de mest nyskabende navne lige nu, og hendes koncert bliver uden tvivl en uforglemmelig oplevelse. Anohni and the Johnsons er garanter for intense og betagende koncerter, der også sætter fokus på vigtige samfundsdagsordner - et værdifællesskab, vi deler.

Af andre profilerede navne, som festivalen har tilføjet til musikprogrammet, er det amerikanske indierockband Bright Eyes.

Roskilde Festival har også offentliggjort, at den danske rapper Noah Carter skal lukke Arena-scenen. Carter har lavet musik med blandt andre Gilli, Hans Philip og Kesi, og som soloartist debuterede han på Roskilde Festival i 2017.

Af andre danske navne, som skal spille på festivalen, er Elias Rønnenfelt, der er forsanger i punkbandet Iceage. I 2024 udgav han som soloartist countryalbummet "Heavy Glory".

Med torsdagens musikalske offentliggørelser er Roskilde Festival oppe på 108 navne ud af et program, der kommer til at tælle omkring 200 musiknavne.

Tidligere har festivalen offentliggjort navne som Olivia Rodrigo, Stormzy, Fontaines D.C., MØ og Artigeardit til sommerens program.

Roskilde Festival 2025 finder sted fra 28. juni til 5. juli.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek