Hasselager, 03/08/2026 - 12:13
Kvinde er død i sammenstød mellem personbil og lastbil
Østjyllands Politi er mandag rykket ud til en trafikulykke i Hasselager, hvor en kvinde er død.
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Østjyllands Politi er mandag rykket ud til en alvorlig trafikulykke på Genvejen i Hasselager lidt uden for Aarhus.
Det skriver politikredsen på meddelelsestjenesten Politi Update.
Kort efter klokken 12 oplyser politiet, at en kvinde er afgået ved døden i forbindelse med ulykken.
Kvindens pårørende er underrettet.
Her forlyder det også, at politiet forventer, at man tidligst kan genåbne vejen klokken 14.00 mandag.
Derfor opfordrer politiet også til, at bilister kører ad andre ruter.
På Politi Update lyder det, at ulykken er et frontalt sammenstød mellem en lastbil og en personbil.
Det fremgår ikke, om andre personer er kommet til skade.
RITZAU




