Washington D.C., 02/07/2025 - 02:27
Trump opfordrer Hamas til at sige ja til forslag om våbenhvile
Et udkast til en aftale om en våbenhvile i 60 dage er ved at blive færdiggjort, siger Donald Trump.
Jack Guez/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Israel har accepteret en række betingelser, hvilket betyder, at man vil kunne lægge sidste hånd på et udkast til en 60-dages våbenhvile i Gaza.
Det skriver USA's præsident, Donald Trump, på sit eget sociale medie, Truth Social, uden at komme nærmere ind på, hvad betingelserne er.
- Mine repræsentanter holdt et langt og produktivt møde med israelerne i dag, skriver han. Det fremgår ikke, hvem repræsentanterne fra henholdsvis USA og Israel er.
Trump opfordrer desuden den militante gruppe Hamas til at sige ja til forslaget.
- Jeg håber for Mellemøstens skyld, at Hamas siger ja til denne aftale, for den bliver ikke bedre - den bliver kun værre, lyder det.
Det endelige forslag vil blive overrakt af mæglere fra Qatar og Egypten, skriver Trump og roser dem for at have arbejdet hårdt på at skabe fred i området.
I weekenden sagde Trump, at Israel og Hamas inden for en uge ville kunne nå frem til en våbenhvile.
Tirsdag oplyste unavngivne embedsmænd til medierne AP, Reuters og andre, at Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, mandag i næste uge vil besøge USA's forbundshovedstad, Washington D.C.
Her skal han mødes med Trump og blandt andet vende situationen i Gaza.
Hverken Hamas eller Israel har umiddelbart kommenteret meldingerne fra Trump.
Krigen i Gaza blussede op den 7. oktober 2023, da Hamas angreb Israel.
Den 19. januar i år trådte en våbenhvile mellem de to parter i kraft. Under våbenhvilens første fase blev der frigivet 33 gidsler og omkring 1800 palæstinensiske fanger.
Våbenhvilens anden fase blev aldrig en realitet, da våbenhvilen brød sammen, og Israel genoptog angreb mod Gaza i marts.
I begyndelsen af marts iværksatte Israel en blokade, som betød, at ingen nødhjælp måtte fragtes ind i det palæstinensiske område. Det har fået flere organisationer til at advare om en humanitær krise i området.
Senest tirsdag krævede 170 ngo'er, at en amerikansk- og israelskstøttet organisation ved navn Gaza Humanitarian Foundation, GHF, stopper distributionen af nødhjælp.
Læger uden Grænser (MSF) har kaldt GHF for en dødsfælde, fordi over 500 er blevet dræbt i forbindelse med uddelingen af nødhjælp.
Fredag offentliggjorde den israelske avis Haaretz en artikel, hvor anonyme israelske soldater fortalte, at de har fået ordrer om at affyre skud mod ubevæbnede civile, der forsøgte at få fat i nødhjælp.
/ritzau/