Kongens Lyngby, 17/05/2025 - 17:59
Japansk reserve gør Fortuna til doublevinder i finaledrama
Risako Watanabe blev matchvinder, da Fortuna Hjørring slog FC Nordsjælland 1-0 i pokalfinalen.
Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Fortuna Hjørring har sikret sig The Double i dansk kvindefodbold for første gang siden 2016.
Det blev en kendsgerning lørdag, da nordjyderne slog FC Nordsjælland 1-0 i pokalfinalen på Lyngby Stadion.
Den indskiftede angriber fra Japan Risako Watanabe blev matchvinder efter 117 minutters spil med sit første mål for Fortuna.
Forud for scoringen havde begge mandskaber haft pænt med muligheder i en intens, jævn og afvekslende finale.
Finalens første halvleg var den klart mest underholdende.
Nordsjællænderne havde et lille overtag med bolden, mens nordjyderne omvendt skabte flest chancer.
Landsholdsbobleren Amanda Brunholt var dog på plads mellem FCN-stængerne, når det var påkrævet, og sydafrikanske Bongeka Gamede havde i forsvaret ualmindeligt godt fat i Fortunas nigerianske ligatopscorer, Joy Omewa.
Der var chancer til et par mål eller mere, men de knap 1650 tilskuere på Lyngby Stadion gik scoringsmæssigt sultne mod pølseboderne i pausen.
Anden halvleg udviklede sig mere taktisk. Begge mandskaber havde sikkert gode intentioner, men der blev investeret færre og færre spillere offensivt, og med hastige skridt ebbede tiden ud på den arbejdsløse måltavle.
I den forlængede spilletid åbnede finalen op igen. Fortuna var en blokering fra at straffe en FCN-fejl, og siden tog det unge Farum-mandskab mere over og sværmede flere gange om Freja Thisgaards bur.
Det lignede dog en straffesparkafgørelse, inden der efter 117 minutter alligevel kom en afgørelse.
23-årige Watanabe spillede med ryggen til mål bolden ud på kanten og løb i boksen. Japaneren modtog bolden igen, men tabte i første omgang duellen mod Brunholt fra tæt hold.
Returbolden løftede hun dog elegant over keeperen og i nettet, og så fik FCN pludselig meget travlt. Det blev til en sidste stor chance efter et hjørnespark, inden dommer Frida Klarlund til Fortunas store lettelse fløjtede af.
Triumfen kommer, en uge efter at Fortuna anført af cheftræner Lene Terp sikrede sig sit første mesterskab siden 2020 med 1-1 hos Brøndby i fjerdesidste spillerunde.
Fortuna har med sine titler tangeret Brøndbys totaler i forhold til mesterskaber og pokaltitler. Begge har vundet 12 mesterskaber og 11 pokaltitler.
/ritzau/