København, 21/01/2026 - 18:21
Syv lande siger ja til deltagelse i Trumps fredsråd
Saudi-Arabien, Tyrkiet, Egypten, Jordan, Indonesien, Pakistan og Qatar tilslutter sig Trumps fredsråd.
Fabrice Coffrini/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Saudi-Arabien, Tyrkiet, Egypten, Jordan, Indonesien, Pakistan og Qatar har alle accepteret invitationen til at deltage i USA's præsident, Donald Trumps, såkaldte fredsråd.
Det oplyser de syv lande i en fælles erklæring onsdag.
Udenrigsministrene for de syv lande står som afsendere i erklæringen.
- Ministrene gentager deres landes støtte til de bestræbelser på fred, som præsident Trump står i spidsen for.
- Hvert land vil underskrive tiltrædelsesdokumenter i overensstemmelse med deres respektive juridiske og andre nødvendige procedurer, lyder det i erklæringen.
Fredsrådet - det såkaldte "Board of Peace" - var oprindeligt en del af en fredsplan på 20 punkter, som Trumps regering forsøger at få gennemført for at løse konflikten mellem Israel og Hamas.
Men kritikere mener, at det er et forsøg på at skabe en rival til FN.
Trump har forklaret, at han selv skal lede rådet. Han har sendt omkring 60 invitationer ud til ledere rundt om i verden.
De seneste dage er det strømmet ind med bekendtgørelser fra lande, der oplyser, at de er blevet inviteret til at deltage i Trumps fredsråd.
Det gælder blandt andet Tyskland, Jordan, Tyrkiet, Canada, Argentina, Brasilien, Pakistan og Egypten.
Også Frankrig har modtaget en invitation, men ifølge en unavngiven kilde tæt på den franske præsident, Emmanuel Macron, planlægger præsidenten at afvise invitationen. Det skrev flere internationale medier, herunder AFP, tirsdag.
Også Ruslands præsident, Vladimir Putin, har fået en invitation, og i Kreml lyder meldingen ifølge Tass, at man ser nærmere på den.
Det er uvist, hvorvidt Danmark har modtaget en invitation til fredsrådet.
Sverige og Norge har fået en invitation, men tommelfingeren er blevet vendt nedad.
Sverige vil ikke være med i Trumps såkaldte fredsråd ud fra den tekst, som er blevet fremlagt. Det sagde statsminister Ulf Kristersson ifølge Reuters tidligere onsdag.
/ritzau/Reuters




