Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 21/02/2026 - 12:23

Fire partier fremsætter forslag for at få sprøjteforbud

SF, EL, Radikale og Alternativet vil fremsætte beslutningsforslag om forbud mod brug af sprøjtegift.

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

SF, Enhedslisten, De Radikale og Alternativet vil fremsætte et beslutningsforslag i Folketinget om et landsdækkende forbud mod brug af sprøjtegift på sårbare grundvandsdannende områder.

Det skriver DR lørdag.

Partierne fra den traditionelle røde blok er træt af regeringens ageren i sagen, hvilket de også tidligere har givet kraftigt udtryk for.

- Jeg har ganske enkelt mistet tålmodigheden. Danskernes drikkevand bliver i stigende grad forurenet, og SVM-regeringen er mere optaget af at skændes med sig selv end at handle.

- Vi har brug for at få stoppet brug af sprøjtegifte og i nogle tilfælde gødning, for at kunne sikre danskerne rent drikkevand, siger politisk ordfører Signe Munk (SF) i en pressemeddelelse.

Hun hentyder til, at Venstre tøver i sin opbakning til et sprøjteforbud.

De Radikales miljøordfører, Katrine Robsøe, er ligeledes frustreret over regeringen.

- Ingen skal blive syge af at drikke det vand, der kommer ud af vandhanen – det burde alle være enige om, siger hun i en skriftlig kommentar.

Baggrunden for beslutningsforslaget er, at en analyse fra Miljøministeriet har vist, at der i 2024 blev fundet rester af sprøjtemidler i 55,7 procent af de undersøgte boringer. 14,1 procent af fundene overskred grænseværdien.

SF, Enhedslisten, De Radikale og Alternativet siger, at Miljøministeriets Analyse af Reguleringsmuligheder for Beskyttelse af Drikkevandet peger på, at et sprøjteforbud er den mest effektive og billigste løsning til at beskytte drikkevandet.

De samme fire partier opfordrede i januar regeringen til at lave et lovforslag, der skulle resultere i et sprøjteforbud.

Danmark beskytter 1,5 procent af det areal, som skal beskyttes for at sikre det rene drikkevand mod sprøjtegift og gødning fra landbruget.

I 1998 blev det vurderet, at det var nødvendigt at beskytte 630.000 hektar af Danmark mod forurening fra pesticider og nitrat.

Men kun en procentdel af området er blevet beskyttet, og det har i høj grad været baseret på frivillige aftaler med landmænd.

Et sprøjteforbud vil ifølge analysen koste landbruget 360 millioner kroner om året. Det vil dog blive "en samlet samfundsøkonomisk gevinst", hvis der indføres sprøjteforbud på arealer tæt på drikkevandsboringer.

Det skyldes, at det vil løbe op i 6-18 milliarder kroner årligt, hvis forurenet vand skal renses.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek