Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

31/01/2025 - 10:00

Spis og drik billigere i år på disse vinterferiedestinationer

Valutakurser og inflation påvirker, hvor meget du som dansk turist får for pengene på vinterferien.

Lars Laursen/Ritzau Scanpix

Af: Af Signe Haahr Pedersen, Ritzau Fokus

Den varme kop kakao på skibakken koster knap så meget som sidste år, hvis vinterferien går til Sverige eller Norge.

Ifølge en ny analyse af valuta- og inflationsudviklingen fra banken Spar Nord er priserne i Danmarks to nordiske nabolande faldet med henholdsvis 2,5 og 3,6 procent sammenlignet med sidste år.

Selv om prisfaldet er størst i Norge, er det dog ikke ensbetydende med, at det er billigere at bruge penge i det norske end i det svenske.

Det fortæller Jens Nyholm, der er cheføkonom hos Spar Nord.

- Hvis man sammenligner Norge og Sverige, så har valutakurs- og inflationsudviklingen været nogenlunde identisk. Men prisniveauet i Norge er bare generelt meget højere, end det er i Sverige, og det skal man altid huske at være opmærksom på, siger han.

Har du og familien planer om at drage til Østrig, Frankrig eller Italien, vil I opleve, at priserne ligger på nogenlunde samme niveau som sidste år.

- Så der er ikke ret meget forskel på, hvad det koster at få sig en weissbier og en wienerschnitzel på løjperne i Alperne, siger Jens Nyholm.

Omvendt får du en smule mere for pengene i Schweiz sammenlignet med 2024. Det skyldes, at inflationen her er lav, og at schweizerfrancen i december blev svækket af en rentenedsættelse.

På samme vis som Norge, så er forbrugerpriserne i Schweiz dog generelt ret høje, og landet er derfor ikke som sådan billigt at svinge betalingskortet i.

Går vinterferien mod endnu sydligere himmelstrøg, peger Jens Nyholm på Egypten som en destination, hvor du får en hel del for pengene i år. Ifølge Spar Nords beregninger er der her sket et prisfald på 11,9 procent sammenlignet med sidste år.

Måske skåner du både klimaet og pengepungen ved at holde vinterferien hjemme i år. I så fald kan du med høj sandsynlighed se frem til, at det er en smule billigere end i 2024.

- Lønningerne indhenter inflationen, så de fleste danskere vil nok opleve, at det ser relativt fornuftigt ud i forhold til sidste år og forrige år, lyder det fra Jens Nyholm, der samtidig understreger, at Danmark er et af de dyreste lande i verden at leve i.

- Måske lige overgået af USA, hvor jeg lige har været ovre, og hvor jeg sørendansme synes, at det var dyrt, lyder det fra cheføkonomen.

/ritzau fokus/

København, 10/04/2025 - 13:51

Zangenberg lukker firmaet: Vender tilbage til skuespillet

Simon Læssøe/Ritzau Scanpix

Det er slut med at producere hyggetøj. Julie Zangenberg lukker Cozy ned og vender tilbage til der, hvor hun begyndte - skuespillet.

Med varme i hjertet og et lille stik i maven oplyser Julie Zangenberg i et opslag på Instagram, at hun lukker sin virksomhed, Cozy, som sælger hyggetøj og andre bløde gevandter.

- Julie vender tilbage til skuespillet og har takket ja til andre spændende forretningsprojekter, lyder det på Cozys instagramprofil.

I en såkaldt story - et kort, tidsbegrænset klip - på sin egen profil henviser Julie Zangenberg til Cozys opslag med ordene: "Med stolthed, afklaring, tristesse, spænding kærlighed og taknemmelighed".

Den 36-årige autodidakte skuespiller fortæller ikke nærmere om, hvad det er for spændende projekter, hun har sagt ja til.

Men kigger man på den online filmdatabase IMDB fremgår det, at hun medvirker i danseren Silas Holsts kommende spillefilm, "Jeg tror jeg elsker dig", som også har Lisbet Dahl, Albert Harson og Lise Baastrup på rollelisten.

Julie Zangenberg var kun 11 år gammel, da hun debuterede som skuespiller.

I 2002 fik hun sit gennembrud som klatretøsen i filmen af samme navn.

Som voksen blev den autodidakte skuespiller en del af ensemblet i TV 2's satireshow "Live fra Bremen". Derudover kan hun også skrive "Sommeren '92", "Ludvig & Julemanden" og hovedrollen i "Viceværten" over for Lars Mikkelsen på cv'et.

I 2016 begyndte hun på det, der blev til Cozy-universet, som siden er blevet solgt i hele norden og også har indtaget det nordtyske marked.

Grundet coronapandemien og nedlukningerne gik virksomheden konkurs i 2022.

Kort tid efter stiftede Julie Zangenberg et nyt firma med samme produkter med hjælp fra forretningskvinden Birgit Aaby, der især er kendt fra DR's investeringsprogram "Løvens hule".

I sommeren 2024 blev Julie Zangenbergs kendte veninde, popstjernen Medina, medejer af virksomheden.

Også privat er der store forandringer i Julie Zangenbergs liv. Sammen med sin mand, gourmetkokken Andreas Bagh, venter hun sit andet barn.

Sammen har de sønnen Leo, som til sommer fylder fire.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 10/04/2025 - 13:12

To danskere er i spil til Guldpalmen i Cannes

10040 Anders Wiklund/Tt/Ritzau Scanpix

To danskere, der er involveret i film i nordiske samarbejder, er udtaget til konkurrencen om Guldpalmen.

Danske Monica Hellström og Sisse Graum Jørgensen har været med til at producere filmene "Eagles of the Republic" og "Sentimental Value", der er udtaget til konkurrencen om at vinde Guldpalmen.

Det oplyser en talsperson fra Cannes Filmfestival torsdag på et pressemøde i Paris, hvor de konkurrerende film afsløres.

Monica Hellström er sammen med svenske Tarik Saleh koproducent på filmen "Eagles of the Republic".

Filmen handler om Egyptens mest eftertragtede skuespiller, der hen over natten falder i vanære hos myndighederne. På randen til at miste alt er hovedpersonen tvunget til at acceptere et tilbud, han ikke kan afslå.

Monica Hellström har produceret "Et hus af splinter", der var nomineret til en Oscar. Hun har også produceret "Flugt", der var nomineret til tre Oscars.

Sisse Graum Jørgensen er udtaget til konkurrencen om Guldpalmen for filmen "Sentimental Value", som hun har lavet med norske Joachim Trier, der er født i Danmark.

Filmen handler om to søstre, der sørger over tabet af deres mor. Samtidig vender deres far, som er filminstruktør, tilbage med et manuskript, som han tilbyder en af døtrene at spille hovedrollen i.

Datteren afslår tilbuddet, og faren finder en Hollywood-skuespiller til rollen. Imens forsøger han at reparere båndene til sine døtre under optagelserne, der foregår i Norge.

Sisse Graum Jørgensen har tidligere produceret film og serier som "Familier som vores", "Den skaldede frisør" og de Oscar-nominerede "Druk" og "Jagten".

Guldpalmen uddeles den 13. maj og er den største pris, der uddeles ved Cannes Filmfestival.

Ud over de to danske producere er skuespillerne Claes Bang og Sidse Babett Knudsen hovedroller i filmen "L'inconnu de la Grande Arche", som er udtaget til konkurrencen om prisen Un Cértain Regard.

Prisen uddeles også ved Cannes Filmfestival og belønner film med et "personligt og nationalt udtryk".

Der er altså udsigt til, at flere danskere kan modtage priser ved årets Cannes Filmfestival.

Det er fire gange lykkedes danske instruktører at vinde Guldpalmen i Cannes. Prisen gik til Bodil Ibsen og Lau Lauritzen i 1946 for "De røde enge".

Bille August har vundet prisen to gange for "Pelle Erobreren" og "Den gode vilje". Også Lars von Trier har vundet med "Dancer in the Dark".

Festivalen blev etableret i 1939, men først afholdt i 1946 på grund af Anden Verdenskrig. Årets filmfestival er den 78., der afholdes.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 10/04/2025 - 12:00

FAKTA: Gråvejr er fint til fuglekiggeri

* Gråvejr, regn og blæst behøver ikke være en ulempe, når du tager ud for at kigge på fugle.

* Blæsevejr kan gøre, at havfugle søger tættere ind mod land, og du derfor nemmere får øje på dem.

* Skyer på himlen får rovfugle til at flyve i en lavere højde og ikke flere kilometer oppe i luften, som de kan finde på i klart vejr.

* Lige efter et regnskyl er også et godt tidspunkt at se efter fugle, fordi de dukker frem fra deres skjul.

Kilde: Simon Christiansen, der er naturvejleder og forstander ved Skagen Fuglestation.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 10/04/2025 - 12:00

Dansende brushaner og rovfugle på træk: Tag på fugletur i påsken

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Grib kikkert og madkurv i påskedagene, og drag ud for at nyde synet af alt fra hoppende spurve til kåde vadefugle.

Kalder påskedagene dig ud i det fri, kan du med fordel lade dig fascinere af farverige fjer og liflig kvidren. På denne årstid vender trækfuglene nemlig retur sydfra og indtager gradvist både have, skov, kyst og krat.

- Fra uge til uge kommer en eller to nye arter til, fortæller Jens Overgaard Christensen, der er aktuel med bøgerne "Fugle i haven" og "Fugle i skov og hegn", som han både har skrevet og illustreret.

En af de fugle, du kan spotte overalt, er gransangeren, som er en meget lille grønbrunlig fugl med en karakteristisk sang, der lyder som "chif chaf - chif chaf".

- Lige nu har vi masser af blomstrende hvide mirabelletræer, og dem er gransangeren meget glad for at hoppe rundt i for at fange insekter. Det er et meget flot syn, siger Jens Overgaard Christensen.

Af andre småfugle kan du holde øje med gærdesanger, løvsanger og munk. Løvsangeren har en særlig plads i hjertet på Simon Christiansen, som er naturvejleder og forstander ved Skagen Fuglestation.

- Den har en meget fin stemme og kommer helt nede fra syd for Sahara og regnskoven, og det synes jeg altid, er fascinerende. Derudover er det bare en virkelig flot lille småfugl med gule og grønne farver, siger han.

Rovfuglene er i den grad også på vingerne. De rejser i øjeblikket i flokke gennem Danmark og nordpå til Norge og Sverige.

De trækkende rovfugle kan især spottes på nordgående spidser. Skagen er et godt sted. Det samme er den nordsjællandske kyst.

- Udfordringen er, at de kan gå rigtig højt på himlen. Når det er helt vindstille vejr og solskin, kan de være flere kilometer oppe i luften. Men når de nærmer sig kysten, flyver de typisk i en lavere højde. Derfor er odder og halvøer gode at tage ud til, hvis man vil se dem, siger Simon Christiansen.

Ved våde strandenge kan du også være heldig at blive tilskuer til dansende brushaner. Fænomenet kan blandt andet opleves på Tipperhalvøen i Ringkøbing Fjord, fortæller Jens Overgaard Christensen.

- Hannerne har store fjerkraver, som de puster op, og så slås de med hinanden i luften i et forsøg på at tiltrække hunnerne. Det er et fascinerende syn.

Slåskampen ligner en yndefuld dans og foregår som en del af et yngleritual, som brushanerne udfører på deres mellemlanding i Danmark, inden de drager videre.

- Der er rigtig mange af dem i april, men der er helt generelt ikke særlig mange af dem tilbage, fordi arten desværre er i tilbagegang, siger Jens Overgaard Christensen.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek