Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Beijing, 05/07/2026 - 05:58

Kina og Rusland holder fælles årlig militærøvelse i juli

Russisk og kinesisk øvelse i Stillehavet skal fastholde regional fred og stabilitet, lyder det fra Kina.

Alexander Kazakov/Reuters

Af: /ritzau/

Den kinesiske og den russiske flåde vil afholde en fælles øvelse i farvandet og i luftrummet ud for den kinesiske by Qingdao i juli.

Det oplyser det kinesiske forsvarsministerium ifølge nyhedsbureauet Reuters i en udtalelse søndag.

- Som følge af øvelsen vil nogle af styrkerne fra begge sider fortsætte mod relevante dele af Stillehavet for at udføre fælles maritime patruljeringer, lyder det.

Øvelsen er en årlig begivenhed, der har "til formål i fællesskab at håndtere sikkerhedsudfordringer og fastholde regional fred og stabilitet", skriver forsvarsministeriet ifølge Reuters videre i udtalelsen.

Også i august sidste år udførte Rusland og Kina fælles militærøvelser. Dengang var der tale om artilleri- og anti-ubådsøvelser i Det Japanske Hav.

Ruslands forsvarsministerium oplyste i den forbindelse, at øvelserne blandt andet gik ud på at jagte og tilintetgøre en ubåd i farvandet.

Rusland og Kina underskrev kort inden invasionen af Ukraine en samarbejdsaftale.

Handelssamarbejdet har siden blomstret, ikke mindst fordi Rusland har været underlagt omfattende økonomiske sanktioner af vestlige lande.

Reuters har tidligere beskrevet, at de to lande jævnligt udfører fælles militærøvelser for at træne koordinationen mellem deres væbnede styrker og sende et afskrækkende signal til deres modstandere.

Invasionen af Ukraine skabte desuden frygt hos internationale observatører for, at Kina kunne udføre en lignende øvelse ved Taiwan. Taiwan har sit eget demokratiske system, men Kina ser øen som en del af sit territorium.

De fleste vestlige lande anerkender dog Taiwan som en del af Kina under et-Kina-politikken - heriblandt Danmark og USA.

Taiwan er en ø, der ligger omkring 180 kilometer øst for Kina.

I juni sendte Kina kystvagtsskibe på patrulje i farvandet ud for Taiwans østkyst.

RITZAU

TjekDet - faktatjek