Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 24/05/2025 - 11:27

Person er død efter påkørsel ved jubilæumsrally på Møn

To officials er lørdag blevet påkørt ved en hastighedsprøve, efter at en person mistede herredømmet over bil.

Af: /ritzau/

En person har lørdag mistet livet efter at være blevet påkørt ved Nykøbing Falster Motor Sports 75-års Jubilæumsrally på Møn.

Det oplyser Dansk Automobil Sports Union i en skriftlig meddelelse til Ritzau.

Under en hastighedsprøve mistede en deltager herredømmet over sin bil og påkørte to officials.

Påkørslen fandt sted omkring klokken 9.40 lørdag.

Den ene official havde pådraget sig så svære læsioner, at vedkommende afgik ved døden.

Den anden er fløjet til sygehuset for videre behandling, skriver foreningen i en skriftlig meddelelse.

/ritzau/

København, 26/05/2025 - 05:45

Kong Frederik fødselsdags-vinker fra balkonen og får ny march

Kongen får en ekstra fødselsdagsgave, når han mandag fejres i anledningen af sin 57-års fødselsdag.

Når kong Frederik viser sig på balkonen på Frederik VIII's Palæ i København mandag klokken 12, har kongens nye honnørmarch netop været afspillet for første gang.

Det oplyser Kongehuset på sin hjemmeside.

Honnørmarchen afspilles i forbindelse livgardens store vagtskifte på kongens 57-års fødselsdag.

Vagtskiftet finder sted kort før klokken 12 på Amalienborg Slotsplads.

Kongefamilien viser sig på balkonen klokken 12.00. Her vil kongen vinke til de fremmødte sammen med sin familie.

Da kong Frederik fejrede sin første fødselsdag som regent sidste år, var hans egen kongelige honnørmarch endnu ikke komponeret, og han blev derfor fejret til lyden af sin tidligere march som kronprins.

Den nye march er blevet til i forbindelse med en konkurrence, hvor formålet var at komponere en ny march til kongen.

Konkurrencen var åben for alle og blev udskrevet i oktober sidste år. Her modtog Kongehuset 68 forskellige bud på lyden af kongens nye march.

En fagjury udvalgte fem forslag, der gik videre til finalen. Her blev de opført af Den Kongelige Livgardes Musikkorps for juryen, som efterfølgende fandt en vinder blandt dem.

Den vindende march er komponeret af David M.A.P. Palmquist.

I nyere tid har der været tradition for, at kongelige marcher bliver til i samarbejde mellem regenten og komponisten.

Efter finalen præsenterede komponisten den vindende march for kongen, som i den afsluttende fase har været med til at sætte sit eget præg på den nye honnørmarch.

Siden midten af 1800-tallet har det været en fast tradition, at monarkens personlige honnørmarch spilles ved vagtskiftet på regentens residens samt ved større begivenheder i Kongehuset.

Frederik VIII var den første, der fik komponeret sin egen march, og mandag bliver altså første gang, at kong Frederiks march spilles offentligt.

/ritzau/

Læs Mere >>

Cannes, 25/05/2025 - 20:11

Iransk thriller vinder prestigefyldt guldpalme i Cannes

Manon Cruz/Reuters

Iransk instruktør er til stede ved filmfestivalen i Cannes for første gang i 22 år og tager Guldpalmen.

Filmen "It Was Just an Accident", som er instrueret af iranske Jafar Panahi, vinder Guldpalmen ved filmfestivalen i Cannes.

"It Was Just an Accident" er en thriller, som handler om personer fra arbejderklassen, som har siddet uskyldigt bag tremmer.

Filmen fortæller historien om deres hævn på en vagt, som har tortureret dem i fængslet, skriver filmmediet Deadline.

Ved prisuddelingen opfordrer instruktøren alle iranere til at stå sammen for frihed, uanset hvilke holdninger de har, og hvor de befinder sig i verden.

- Lad os glemme alle problemer, alle forskelle. Hvad der betyder mest lige nu er vores land og vores lands frihed, siger han ifølge det franske nyhedsbureau AFP.

Årets filmfestival er første gang, at Panahi er til stede i 22 år, selv om flere af hans film har været med i konkurrencen tidligere.

Panahis mangeårige fravær skyldes, at den iranske instruktør flere gange har været fængslet i sit hjemland, ligesom han har været underlagt rejseforbud, skriver The Guardian.

Den britiske avis skriver, at en af Jafar Panahis tidligere film, "This Is Not a Film" blev smuglet ud af Iran til Cannes gemt på et USB-stik, som var skjult i en kage.

Ifølge Deadline forsøgte politiet i Iran også at få adgang til alle optagelserne fra "It Was Just an Accident".

Filmen "Affeksjonsverdi", som er instrueret af nordmanden Joachim Trier, vinder Grand Prix. Filmen er medproduceret af danske Sisse Graum Jørgensen sammen med producere fra henholdsvis Norge, Frankrig, Tyskland og Sverige.

På scenen lyder det fra Joachim Trier, at han er "overvældet". Det skriver nyhedsbureauet NTB.

Grand Prix anses som den næstmest prestigefyldte pris ved den franske filmfestival.

"Affeksjonsverdi" har også det danske filmselskab Zentropa som medproducent.

Festivalens andet danske strejf, "Eagles of the Republic", der ligeledes har en dansk medproducer, Monica Hellström, fik ingen priser med hjem.

I alt var 22 film med i konkurrencen om Guldpalmen. Vinderen vælges af en jury.

Juryen består af branchefolk - blandt andet skuespillere og filminstruktører. Juryen ledes af den franske skuespillerinde Juliette Binoche og inkluderer også stjerner som Halle Berry og Jeremy Strong.

Sidste års vinder af Guldpalmen var "Anora", der er instrueret af amerikanske Sean Baker. Filmen endte siden med at vinde Bedste Film ved årets Oscar-uddeling.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 25/05/2025 - 10:00

FAKTA: Disse dyr spiser bladlus

* Mariehøns.

* Guldøjer.

* Snyltehvepse.

* Svirrefluer.

* Tæger.

* Galmyg.

* Fugle.

Kilde: Videncentret Bolius.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 25/05/2025 - 10:00

Bekæmp skvalderkål og bladlus i junihaven

Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Ukrudt og skadedyr lader sig ikke kue af det regnfattige vejr, og i juni bliver der derfor nok at gøre for dig som haveejer.

Trods tørre tider trives ukrudt lystigt rundt om i landets haver, og det kan føles som et evighedsprojekt at holde det nede. Derfor lyder det klare råd fra Louise Møller, der er fagredaktør hos Haveselskabet: vælg dine kampe.

- Jeg gider ikke bruge al min tid på at luge, så jeg udvælger nogle steder, hvor skvalderkålene får lov til at være, og nogle steder, hvor det ikke gør, siger hun.

Netop skvalderkål kan være svær at få bugt med, men det kan godt lade sig gøre, hvis du er konsekvent med din lugning.

- De grønne blade, der stikker op over jorden, giver energi til rødderne, så ved hele tiden at fjerne dem, udsulter du langsomt planten, og til sidst vil den have mistet så meget energi, at den ikke kan sætte nye skud, fortæller Louise Møller.

Har du et bed, hvor skvalderkålene er komplet umuligt at holde nede, foreslår hun, at du nedlægger bedet og lader det indgå i græsplænen i et par år.

- På den måde kan du køre over dem med plæneklipperen, og det kan de ikke lide. Hvis du giver dem en tur en gang om ugen, vil de til sidst forsvinde.

En anden plage, der lige om lidt for alvor gør sit indtog i både have, køkkenhave og drivhus, er bladlus.

- Her er det vigtigt ikke at gå i panik og finde alle mulige remedier frem, siger Louise Møller, hvis primære tip går på, at du spuler de ramte planter med haveslangen.

- Så falder bladlusene af, og de kan have ret svært ved at finde tilbage til planten igen. Samtidig nedsætter kuldechokket deres evne til at formere sig.

Derudover er du hjulpet godt på vej, hvis du har gjort en indsats for at øge biodiversiteten i haven. Der er nemlig mange insekter, der med glæde spiser bladlus – for eksempel mariehøner.

- Til drivhuset kan du med fordel købe nyttedyr. De kan købes på nettet, og så får du dem med posten. De sættes ud i drivhuset, hvor de går i gang med at æde bladlusene. Det er ret effektivt, fortæller Louise Møller.

Nyttedyrene kan for eksempel være snyltehvepse, bladlusgalmyg og guldøjelarver.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek