Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 09/08/2025 - 08:00

Flygtige Julie Berthelsen har fundet ro i Sverige

Julie Berthelsen har længe levet et nomadisk liv. Konstanten har før været Grønland, men nu har sangeren og hendes familie fundet tryghed i en svensk flække.

Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Af: Af Simone Gisselmann Elfving, Ritzau Fokus

Julie Berthelsen er nysgerrig og eventyrlysten, og hun har altid haft fart på.

Det havde hun også, da Ritzau mødte den kendte sanger i Tivoli, hvor hun tidligere på sommeren spillede til Fredagsrock sammen med den grønlandske landsmand Rasmus Lyberth.

Da var hun netop landet med flyet fra Grønland for den efterfølgende dag at rejse til Færøerne, hvor hun skulle optræde med gruppen Poptös.

- Min livsføring har altid passet rigtig godt til mit energiniveau. Min nysgerrighed og min eventyrlystne side har været herlige, i og med at jeg har valgt den familiekonstellation, som jeg har med en mand, der skifter klub hele tiden, siger Julie Berthelsen.

Hun har sine to børn, 13-årige Casper Nanoq og Sia Star på 9, sammen med håndboldspilleren Minik Dahl Høegh.

Hans profession har de seneste 17 år bragt familien mange forskellige steder hen.

De har blandt andet boet i Odder nær Aarhus og ved Solrød Strand på Østsjælland. De seneste fire år har familien slået rødder i byen Alstermo i det østlige Sverige, hvor Minik Dahl Høegh har kontrakt med klubben Amo HK.

- Fra starten af havde jeg det sådan, at hvor end vi skal hen, så gør vi bare det, og dét har vi gjort, lyder det fra Julie Berthelsen.

- Jeg tror, at vi alle sammen har den indstilling, at "hjem" er, hvor vi er, og så bor vi dér, hvor far arbejder. Så længe vi er sammen, siger den grønlandske stjerne.

Ligesom Julie Berthelsen kommer manden også fra Grønland, og han spiller ligeledes håndbold for det grønlandske landshold.

Ud over at de er flyttet meget, har familien også rejst meget - særligt til Grønland, hvor børnenes bedsteforældre stadig bor.

Og med en ellers flygtig tilværelse har hjemlandet været et fast holdepunkt, som sangerinden har gjort sig umage med at give videre til sine børn.

- De har rødder i både Danmark og Grønland. Men der har altid været en rod, der har været konstant, og det har været den grønlandske.

- Det er ret tydeligt i dem, og det varmer mit hjerte, siger hun.

Inden længe er det dog planen, at 40-årige Minik Dahl Høegh skal indstille sin karriere, og det bliver begyndelsen på en ny konstant.

Sportsudøveren har nemlig kun en enkelt sæson tilbage i sin kontrakt, og det har givet anledning til at reflektere over fremtiden.

En fremtid, der gerne skal byde på mere ro, og som noget nyt - en fast base i Sverige.

For selv om familien i mange år har boet i Danmark, så har de fundet sig godt til rette på den anden side af Øresund.

- Børnene har nået en alder, hvor de også har noget at skulle have sagt, og vi har allesammen mærket, at vi er landet et godt sted, siger 46-årige Julie Berthelsen og tilføjer:

- Vi er glade for at bo i en lille flække, der ligger midt i skoven uden nogle andre mennesker. Det er både trygt og rart for børnene og for os.

Og netop børnenes alder er også en af årsagerne til Julie Berthelsens nyfundne trang til ro.

- Lige om lidt er de ude ad døren, og jeg vil egentlig bare gerne være mere hjemme indtil da. Jeg vil gerne være der for dem i det, de gerne vil.

- Vores søn bliver for eksempel mere og mere seriøs med sin håndbold, og jeg vil så gerne køre ham rundt. Jeg gør det, uanset om jeg kun har sovet to timer eller er kommet hjem fra et job om natten. Jeg vil ikke misse det, hvis jeg kan undgå det, fortæller hun.

Sangerinden øver sig derfor også på at sige mere nej, og hun tager i højere grad sit arbejde med hjem, så hun ikke skal være væk alt for lang tid ad gangen.

- Jeg kan få travlt igen, når de bliver 18, siger hun med et grin.

/ritzau/

Langeland, 10/08/2025 - 13:21

Vild med dans-stjerne er blevet gift

Emil Nicolai Helms/Ritzau Scanpix

Det var kærlighed ved første klik, da den professionelle danser Martin Parnov Reichhardt og frisøren Benjamin Tubæk lærte hinanden.

Der var helt styr på brudevalsen, da den professionelle danser og tidligere Vild med dans-stjerne Martin Parnov Reichhardt lørdag blev gift med frisøren Benjamin Tubæk.

Det afslører parret på det sociale medie Instagram, hvor de har delt en række bryllupsbilleder i en stribe såkaldte stories - korte, tidsbegrænsede klip.

Parret mødte hinanden gennem Instagram i 2020. Efter fire års forhold friede Martin Parnov Reichhardt til sin Benjamin midt i Amazonas regnskov i Peru.

Over for Ekstra Bladet satte Martin Parnov Reichhardt efterfølgende flere ord på frieriet.

- Benjamin elsker naturen, og derfor syntes jeg, det var det perfekte sted at fri til ham. Det var en superdejlig oplevelse, som vi begge vil huske, fortalte Martin Parnov Reichhardt til mediet.

Året forinden kunne man se parret lede efter deres nye hjem i boligprogrammet "Beliggenhed, beliggenhed, beliggenhed" på TV 2, hvor Martin Parnov Reichhardt har været et velkendt ansigt siden 2019.

Han debuterede i "Vild med dans" i programmets 16. sæson, hvor han svingede skuespilleren Marie Bach Hansen rundt på gulvet.

Året efter dansede han med biologen Vicky Knudsen, der er kendt fra flere af TV 2's natur- og dyreprogrammer.

Martin Parnov Reichhardt var senest på gulvet i den 18. sæson i 2021, hvor han valsede over skærmen med skuespilleren Jannie Faurschou.

Ved siden af dansen har Martin Parnov Reichhardt taget en ph.d. i biomedicin. Han har tidligere undervist og arbejdet på det anerkendte Oxford University i England, hvor han har forsket i immunforsvaret.

I anledning af Martin Parnov Reichhardts fødselsdag i juni i år sendte Benjamin Tubæk ham en kærlighedserklæring på Instagram.

- Elsker dig af hele mit hjerte og glæder mig så meget til at dele efternavn med dig og blive en ægte del af din familie og til at skabe vores egen lille familie, lød det fra ham.

/ritzau/

Læs Mere >>

Skanderborg, 10/08/2025 - 09:15

Begejstrede anmeldere roser Iggy Pops kraftpræstation i bøgeskoven

Helle Arensbak/Ritzau Scanpix

Punkveteranen Iggy Pop tonsede rundt på scenen og gav en musikalsk oplevelse af dimensioner, mener anmeldere.

Der er stor begejstring hos anmelderne efter Iggy Pops koncert på Smukfest lørdag aften.

Berlingske og Ekstra Bladet krediterer med fem stjerner, og hos Århus Stiftstidende har anmelderen svinget sig helt op på seks stjerner.

Den amerikanske punkrocker spillede på Stjernescenen, og der var halvtomt på pladsen foran, formentlig fordi de fleste festivalgæster havde valgt Nik & Jays koncert.

Men skal man tro anmelderne, var det en fejl.

78-årige Iggy Pop leverede en kraftpræstation, lyder det enstemmigt fra de tre aviser. Berlingske kalder det årets koncert på Smukfest.

Rockveteranen skyggeboksede og tonsede rundt på scenen i fuld vigør.

- Iggy Pop var dog meget mere end blot en vildt underholdende urkraft af usminket energi. Han var først og fremmest en musiker, der var kommet for at spille.

- I en tid, hvor det meste af det, der kommer ud af højttalerne, er lavet på en computer, er lyden af Iggy Pop analogt håndværk fra den gamle fabrik. Det er råt, det er hårdt, og det swinger som bare pokker, skriver Berlingske.

Også den udsendte fra Århus Stiftstidende mener, at resten af festivalens deltagere er gået glip af noget særligt.

Iggy Pop er både den skøreste og stærkeste booking på årets udgave af Smukfest, lyder det.

- Det mest imponerende ved forestillingen er, at Pop ikke misser en eneste tone, ord eller taktslag. Han performer som ingen anden på kloden - til trods for sin skæve ryg og en alder af 78.

- Det Iggy Pop leverede, var intet mindre end en både musikalsk og performativ oplevelse for livet, skriver den jyske avis, som altså har givet den højest mulige karakter til "Godfather of Punk".

Programmet på Smukfest indeholder som oftest meget popmusik, og i år er ingen undtagelse.

Iggy Pops hårdtslående rockmusik var en tiltrængt afveksling, skriver Ekstra Bladets anmelder.

- Endelig. Efter fire lange dage, der føltes som at stå i kø i salatbaren på Jensens Bøfhus, var der råt kød til natmad, da Iggy Pop serverede midnatsforestilling.

- Et gammelt frådende rovdyr blev sluppet løs i et afsides hjørne af bøgeskoven. Det var fantastisk.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 11/08/2025 - 07:00

FAKTA: Betingelser for at få seniorpræmie

* For at få den skattefrie seniorpræmie i det første år, efter at du er nået folkepensionsalderen, skal du være født 1. januar 1954 eller senere.

* Du skal have haft mindst 1560 løntimer de første 12 måneder, efter at du er nået folkepensionsalderen. Det svarer til, at du i gennemsnit arbejder 30 timer om ugen.

* For at få seniorpræmie i det andet år skal du have haft mindst 1560 løntimer fra 13 - 24 måneder, efter at du er nået folkepensionsalderen.

* Hvis du arbejder fuldtid, kan du optjene de 1560 løntimer på kortere tid i optjeningsperioden.

Kilde: Udbetaling Danmark.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

København, 11/08/2025 - 07:00

FAKTA: Seniorpræmien forhøjes

* Den skattefrie seniorpræmie for at arbejde i det første år efter folkepensionsalderen er:

* 2025: 48.455 kroner.

* 2026: 53.901 kroner.

* 2029: 63.080 kroner.

* For det andet år er præmien:

* 2025: 28.902 kroner.

* 2026: 32.074 kroner.

* 2029: 37.420 kroner.

* I alt kan man altså få:

* 2025: 77.457 kroner.

* 2026: 85.975 kroner.

* 2029: 100.500 kroner.

Kilder: Beskæftigelsesministeriet og BDO.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek