Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Haifa, 06/04/2026 - 06:26

Mindst to dræbt efter iransk missil rammer boligblok i Israel

Redningsfolk har mandag morgen fundet to fastklemte lig under murbrokker i den israelske havneby Haifa.

Ilia Yefimovich/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Israelske redningsfolk har fundet to omkomne personer fastklemt under murbrokker fra en boligblok, der søndag blev ramt af et iransk missil i havnebyen Haifa.

Det oplyser en israelsk redningstjeneste tidligt mandag morgen ifølge de israelske medier Times of Israel og Haaretz.

Haifa er den tredje største by i Israel og ligger i den nordlige del af landet.

Yderligere to personer menes fortsat at være fastklemt under murbrokkerne, og redningsfolk arbejder tidligt mandag fortsat på stedet.

- Redningsoperationer og -forsøg foregår stadig på nuværende tidspunkt i et forsøg på at nå frem til yderligere to fastklemte/savnede personer, oplyser tjenesten ifølge Times of Israel.

Billeder fra stedet viser ifølge nyhedsbureauet AFP redningsfolk bruge lommelygter til at gennemsøge murbrokkerne og spredte betonblokke.

Det iranske missil ramte den syv etager høje bygning omkring klokken 17 dansk tid. Det fik bygningen til at styrte delvist sammen, skriver nyhedsbureauet AFP.

Kort inden missilet ramte, havde israelsk militær advaret om, at et iransk angreb var på vej. Umiddelbart efter angrebet lød det, at fire personer var kommet til skade.

Blandt de sårede er en 82-årig ældre mand og et ti måneder gammelt spædbarn, oplyste den israelske redningstjeneste Magen David Adom søndag aften.

Manden blev først meldt i kritisk tilstand, inden hans tilstand senere blev beskrevet som stabil.

Også mandag morgen er der meldinger om iranske angreb mod Haifa. Magen David Adom oplyser ifølge Times of Israel, at fire personer er kommet lettere til skade i morgentimerne.

Redningstjenesten har i den forbindelse behandlet et ægtepar i 40'erne for mindre skader.

Iran har med jævne mellemrum sendt missiler ind over Israel, efter at USA og Israel iværksatte et angreb mod Iran den 28. februar.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek