Gavarnie-Gèdre, 09/07/2026 - 17:47
Skuffet Vingegaard: Nedkørslen var ikke noget for mig
Jonas Vingegaard havde ikke sin bedste dag, da Tadej Pogacar satte ham til vægs på Tourens 6. etape.
Loic Venance/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Kun i få hundrede meter kunne Jonas Vingegaard (Visma) holde Tadej Pogacars (UAE Emirates) hjul, da den slovenske stjerne satte sit angreb ind på Col du Tourmalet på 6. etape af årets Tour de France.
Da de rundede toppen, var sloveneren 30 sekunder foran Vingegaard, og ved målstregen små 40 kilometer senere havde Pogacar øget hullet til 2 minutter og 38 sekunder.
- Det var en virkelig hård dag. Det var selvfølgelig ikke den dag, jeg havde håbet på, men sådan er det nogle gange. De satte et stort angreb ind på Tourmalet, og jeg kunne ikke følge med, siger Jonas Vingegaard.
- Jeg var nødt til at finde min egen rytme, og hen over toppen af Tourmalet var der ikke så langt op, men en nedkørsel som denne passer ikke mig særlig godt, siger danskeren.
Det var tydeligt at se på nedkørslen, at sloveneren kunne træde med mere kraft i pedalerne.
Den sidste del af etapen, der steg jævnt op mod målstregen i Gavarnie-Gèdre, var uden tvivl også til Pogacars fordel frem for den mindre dansker.
- Det var ikke min bedste dag, men sådan er det. Selvfølgelig er jeg lidt skuffet. Det skal jeg være. Men sådan er livet nogle gange, og det kan jeg ikke ændre på, siger Jonas Vingegaard kort efter, at han er kørt over stregen.
I klassementet fører Tadej Pogacar nu med 2 minutter og 42 sekunder ned til Visma-danskeren.
- Jeg tror stadig, at mine ben bliver bedre i løbet af Touren. Kampen er ikke færdig, lyder det fra Vingegaard.
6. etape var det første store bjergslag i årets Tour.
Efter en hektisk start på løbet venter nu et par dage, som på papiret ligner sprinteretaper.
RITZAU




