London, 09/02/2026 - 16:25
Skotsk Labour-leder vil ikke have Starmer som premierminister
Hvis det står til Anas Sarwar, Labour-leder i Skotland, skal Keir Starmer ikke længere sidde i Downing Street.
Andy Buchanan/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Anas Sarwar, der er Labour-leder i Skotland, mener ikke længere, at Keir Starmer skal være Storbritanniens premierminister.
Det siger han på et pressemøde mandag.
- Distraktionen må ophøre, og ledelsen i Downing Street må skiftes ud, skriver han ifølge BBC.
Dermed stiger presset på den britiske premierminister, der ligeledes er leder af Labour-partiet, efter at sagen om den nu tidligere britiske ambassadør Peter Mandelsons forhold til Jeffrey Epstein er kommet frem i lyset.
Peter Mandelson blev udnævnt til ambassadør i USA i januar 2025, men blev fyret fra posten i september, efter at det kom frem, at han havde haft et venskab med Jeffrey Epstein.
I en debat onsdag i det britiske parlament erkendte Starmer, at han vidste, at Mandelson og Epstein havde et venskab.
Efterfølgende har Starmer undskyldt for, at han udpegede Mandelson til posten.
Starmers højre hånd, stabschefen Morgan McSweeney, tog søndag "det fulde ansvar" for beslutningen og er fratrådt sin stilling.
Samtidig med Sarwars pressemøde understreger en talsperson for Starmer ifølge flere medier, at premierministeren har tænkt sig at blive på posten.
- Keir Starmer er en af kun fire Labour-ledere, der nogensinde har vundet et parlamentsvalg, siger talspersonen ifølge Reuters og tilføjer:
- Han har et klart femårigt mandat fra det britiske folk til at gennemføre forandringer, og det er, hvad han vil gøre.
Kort efter meldingen fra den skotske Labour-leder understreger flere britiske ministre deres støtte til Starmer.
Det gælder blandt andet John Healey, der er Storbritanniens forsvarsminister.
- Premierministeren har min fulde støtte til at lede regeringen og dette land, skriver han i et opslag på det sociale medie X.
/ritzau/




