Paris, 26/11/2025 - 14:52
Frankrigs øverste domstol fastholder Sarkozy-dom fra 2024
Mens Sarkozy, der for nylig sad 20 dage i fængsel, afventer ankesag, opretholdes en anden dom fra 2024.
Julien De Rosa/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Frankrigs øverste domstol fastholder en dom mod den tidligere præsident Nicolas Sarkozy fra 2024 om ulovlig kampagnefinansiering.
Det skriver nyhedsbureauet Reuters.
I sagen blev han sidste år af en ankedomstol fundet skyldig i at have skjult de reelle omkostninger af sin valgkamp i 2012, som han endte med at tabe.
Han fik en dom på et år. Halvdelen kunne afsones med fodlænke, og den anden halvdel blev gjort betinget.
Frankrig har strenge regler for, hvor store beløb der må bruges til valgkamp.
Anklagere har i sagen sagt, at Sarkozys parti sammen med pr-firmaet Bygmalion skjulte, at han reelt havde brugt næsten 43 millioner euro på sin valgkamp, selv om kun 22,5 millioner euro var tilladt.
I modsætning til de medanklagede blev det ikke fundet, at Sarkozy var impliceret i det faktureringssystem, der blev brugt til at dække over omkostningerne.
Men han blev alligevel fundet skyldig i sagen som den, der havde gavn af de ulovlige kampagnemidler.
I en anden sag blev Sarkozy for nylig idømt fem års fængsel.
Han nåede dog kun at sidde fængslet 20 dage, inden han fik lov at forlade fængslet under opsyn, mens han afventer en ankesag. Den ventes at finde sted i marts.
Den anden sag handlede om, at han havde forsøgt at få penge fra Libyens regering til sin valgkamp i 2007.
Efter at have siddet i fængsel har Sarkozy varslet, at der kommer en bog om oplevelsen. Den hedder "En fanges dagbog" og ventes udgivet 10. december.
- I fængslet er der intet at se og intet at lave.
- Jeg glemmer stilheden, som ikke eksisterer i La Santé (fængslet, red.), hvor der hele tiden er lyde. Ak, larmen er konstant. Men - ligesom i ørkenen - styrkes det indre liv i fængslet, skriver Sarkozy i et uddrag bragt af mediet The Guardian.
Sarkozy var Frankrigs præsident fra 2007 til 2012.
/ritzau/




