Vejle, 21/04/2025 - 16:00
Formstærke Silkeborg banker bundholdet Vejle
Med en effektiv og stærk indsats tog Silkeborg mandag eftermiddag en 4-0-sejr på udebane mod Vejle.
Claus Fisker/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Silkeborg IF var på udebane mod Vejle Boldklub bedst i alle spillets facetter, da holdet fra søhøjlandet mandag eftermiddag tog en knusende 4-0-sejr.
Efter en solid første halvleg var det et fremragende første kvarter efter pausen, der dannede grobund for Silkeborgs anden 4-0-sejr i træk. I seneste runde blev det til en 4-0-sejr over AaB.
Da Viborg FF samtidig mandag spillede 1-1 hjemme mod Lyngby Boldklub, øgede Kent Nielsens mandskab afstanden ned til Viborg til tre point i kampen om syvendepladsen, der giver Europa-playoff.
Netop Lyngby og Vejle er de to hold, der aktuelt er under nedrykningsstregen.
Vejle er på sidstepladsen fem point efter AaB, der sent søndag aften tog konsekvensen af en elendig periode og fyrede cheftræner Menno van Dam. Lyngby er tre point efter nordjyderne.
Silkeborgs Callum McCowatt nettede to gange i forrige rundes storsejr over AaB, og midtbanedynamoen havde også taget målstøvlerne med til opgøret i Vejle.
Efter lidt mere end et kvarter drev newzealænderen ind i banen fra venstresiden. Den første afslutning blev blokeret, men så trykkede han bare til kuglen igen og sendte den i netmaskerne ved nærmeste stolperod.
Gæsterne havde i den anden ende fuldstændig styr på vejlenserne, der i pausen skiftede to mand i håb om at komme i gang, men lige lidt hjalp det.
Kort efter fik bundholdet nemlig en ny spand koldt vand i hovedet.
Silkeborgs Mads Larsen drev fem minutter inde i anden halvleg bolden frem i en omstilling, hvor der var rigeligt med plads.
Han fandt midtbanemanden Anders Klynge, der i Vejle-feltet elegant lagde bolden i en blød bue over i det fjerne hjørne.
Gæsterne fra søhøjlandet sprudlede nu for alvor mod et tamt Vejle-mandskab, der var helt væk defensivt.
Først var spydspids Tonni Adamsen tæt på, og i det 57. minut øgede den pivfarlige midtbanemand Younes Bakiz til 3-0 fra en spids vinkel med sin tiende sæsonscoring.
Derfra var begivenhederne afgjort. Fem minutter før tid lukkede og slukkede den indskiftede angriber Alexander Simmelhack. Han udnyttede fornemt forarbejde fra Robin Østrøm og sendte bolden i et tomt mål.
/ritzau/