Horsens, 19/02/2026 - 10:14
Alvorlige fejl på bussers bremser blev afsløret i kontrol
Tjek af busser på motorveje på Fyn og Sønderjylland fører til, at politiet vil skærpe kontrolindsats.
Af: /ritzau/
Flere af de busser, som politiet i weekenden pillede ud til nærmere kontrol på rastepladser på Fyn og i Jylland, havde alvorlige fejl.
Det oplyser Tungvognscenter Syd under Sydsøstjyllands Politi i en pressemeddelelse torsdag.
Omkring 55 busser blev tjekket. Heraf blev 14 busser indkaldt til syn.
På stedet besluttede betjentene at skrue nummerpladerne af på tre busser. Det skyldes "alvorlige bremsefejl".
Med til kontrollen havde betjentene en mobil bremsestand, og derfor kunne de straks vurdere, om bremserne fungerede.
I Sydøstjyllands Politi lyder det fra vicepolitiinspektør Jesper Engelund, at det "desværre" var nødvendigt at gennemføre kontrollen.
Derfor vil ordensmagten fremover have "et skærpet fokus" på busser.
- Det handler overordnet set om trafiksikkerhed for de mange mennesker, der dagligt transporteres i busserne - og for alle andre i trafikken, udtaler han.
Tjekket fandt sted på rastepladserne Ustrup Vest og Øst ved Sønderjyske Motorvej og ved Staurby Rasteplads på Fynske Motorvej.
Undervejs opdagede betjentene også, at reglerne om køre- og hviletid var blevet overtrådt.
/ritzau/




