Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

København, 21/01/2026 - 05:25

To mænd er lettere tilskadekomne efter overfald i København

En mand fik et mindre voldsomt knivstik i ballen efter et slagsmål, hvor to personer kom til skade i Emdrup.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

To mænd er lettere tilskadekomne efter et slagsmål med en anden gruppe tirsdag aften i Emdrup i det nordvestlige København.

Det oplyser vagtchef ved Københavns Politi Rune Nørgaard onsdag morgen.

- Det var et overfald, hvor to var på skadestuen til behandling. Der var tale om stump vold, og den ene havde et knivstik, der ikke var voldsomt, i ballen, siger han.

Slagsmålet fandt sted på Klosterrisvej, og anmeldelsen indløb klokken 21.07.

- Hvad motivet er, kan vi ikke udtale os om endnu. Vi ved det simpelthen ikke. Vi skal have sagen løbet op i morgen, og så tænker jeg, vi bliver lidt klogere på det, når vi har efterforsket yderligere, siger Rune Nørgaard.

Der er endnu ingen anholdte, siger han. Han oplyser ikke de forurettedes aldre.

Politiet har ingen indikationer på, at hændelsen skulle være banderelateret. Vagtchefen vil heller ikke spekulere i, om de to grupper kendte hinanden på forhånd.

- Vi er jo ikke færdige med vores undersøgelser. Jeg vil sige, at generelt er så voldsomme spontane overfald på fremmede forholdsvis sjældne. Men hvad der ligger til grund, kan vi ikke udtale os om endnu, siger Rune Nørgaard.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek