Athen, 03/02/2026 - 22:57
14 migranter døde efter sammenstød mellem gummibåd og kystvagt
En gummibåd med migranter og et skib tilhørende den græske kystvagt er tirsdag stødt sammen nær Tyrkiet.
Af: /ritzau/
14 migranter har tirsdag mistet livet i Det Ægæiske Hav ud for den græske ø Chios, efter at en gummibåd kolliderede med et skib tilhørende kystvagten.
Det oplyser den græske kystvagt tirsdag aften ifølge nyhedsbureauet Reuters.
En officer fra kystvagten siger, at man havde fået øje på en gummibåd, der transporterede migranter mod Chios, som ligger få kilometer fra den vestlige del af Tyrkiet.
Herefter blev migranterne angiveligt bedt om at vende om.
- Smuglerne styrede direkte mod kystvagtens skib, hvilket førte til en kollision, siger officeren til Reuters.
Nyhedsbureauet har ikke været i stand til at verificere, under hvilke omstændigheder kollisionen skete.
To officerer fra kystvagten blev såret og bragt til hospitalet, mens 24 migranter blev reddet. Det siger en anden embedsmand fra kystvagten til Reuters.
Øjenvidner har fortalt kystvagten, at der var omkring 30 til 35 passagerer om bord i gummibåden.
/ritzau/




