Toronto, 09/08/2026 - 00:45
Skovbrande tvinger tusindvis af mennesker på flugt i Canada
En hurtigt voksende skovbrand har fået canadisk provins til at gå i kriseberedskab. Flere hjem er gået tabt.
Terry Fries/Reuters
Af: /ritzau/Reuters
Den canadiske provins British Columbia er lørdag gået i kriseberedskab efter voldsomme skovbrande, der har tvunget tusindvis til at forlade deres hjem.
Skovbrandene har ramt vin- og frugtplantageområder, hvor en hurtigt voksende skovbrand næsten er blevet fordoblet i størrelse natten over.
- Hjem er gået tabt, og ejendomme er blevet ødelagt. Nogle mennesker blev fanget, da forholdene ændrede sig meget hurtigt, og måtte reddes, siger provinsens premierminister, David Eby.
- Det er fortsat en meget dynamisk og farlig situation, tilføjer han.
Over 20.000 mennesker er blevet evakueret i British Columbia, der ligger i den vestlige del af Canada.
British Columbia er Canadas næststørste vinproducerende provins.
Summerland er et af de områder i provinsen, hvor mange har været nødsaget til at forlade deres hjem.
- Mange gårde er blevet ramt. Vi ved ikke, hvor mange bygninger der er gået tabt. De har stadig travlt med at bekæmpe branden, siger Summerlands borgmester, Doug Holmes.
- Vi er nødt til at forberede os på det værste, tilføjer han.
Flere canadiske provinser, herunder Ontario og Quebec, har i år kæmpet mod skovbrande, efter at varmt og tørt vejr har givet næring til brande i tætte skovområder.
Brandfolk fra Mexico, Australien, Frankrig og New Zealand har hjulpet med at bekæmpe flammerne.
I British Columbia, hvor varme og tørre forhold har øget risikoen for, at flere brande spreder sig, er omkring 1500 brandfolk og andet mandskab sat ind.
Canadas premierminister, Mark Carney, takker brandfolk og redningsmandskab for at holde folk i sikkerhed.
- Den føderale regering står klar til at hjælpe og støtte British Columbias regering i disse bestræbelser, skriver han på det sociale medie X.
- Jeg tænker på alle dem, der er blevet tvunget til at forlade deres hjem, og håber, at de snart kan vende sikkert hjem, lyder det videre.
RITZAU/Reuters




