Næstved, 30/01/2026 - 15:36
Kvinde blev stramt kontrolleret og udsat for farlig vold
Retten i Næstved har fredag idømt en mand ubetinget fængsel i to år og seks måneder.
Af: /ritzau/
Psykisk vold og brutal fysisk vold mod en kvinde på Østsjælland har fredag ført til en dom på fængsel i to år og seks måneder til en 29-årig mand.
Det oplyser anklagemyndigheden ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Ritzau om en afgørelse fra Retten i Næstved.
Kvinden blev krænket, groft nedværdiget og styret i en grad, at der var tale om psykisk vold af samleverens side, har retten slået fast.
I en række måneder blev hun holdt isoleret fra andre og frataget sin selvbestemmelsesret, fremgår det af anklageskriftet.
Manden er også dømt for brutal vold. Blandt andet kastede han en kniv i hendes retning. Den ramte væggen ti centimeter fra hendes hoved.
- Du skal være glad for, at den ikke sad i din pande, så var du død, skal han ifølge tiltalen have sagt.
Andre tilfælde var ifølge retten såkaldt almindelig vold: Da han kastede en lommelygte i maven på den gravide kvinde, og da han smed en dåse i hovedet på hende.
Straffen er en såkaldt tillægsstraf til en anden dom, som lød på fængsel i ni måneder.
Retten er dog nået frem til frifindelse i flere forhold om trusler, tyveri og hærværk.
Den dømte har taget betænkningstid med hensyn til en eventuel anke til Østre Landsret.
Spørgsmålet om tortgodtgørelse til offeret i sagen er udskilt til senere.
/ritzau/




