Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Washington D.C., 19/02/2026 - 07:18

Kilder: USA vil trække sit militær ud af Syrien

Amerikansk militær har været til stede i Syrien i mere end et årti, men USA gør klar til at forlade landet.

Af: /ritzau/

USA's regering planlægger at trække samtlige amerikanske soldater ud af Syrien inden for de næste måneder.

Det oplyser unavngivne kilder til de amerikanske medier Wall Street Journal og CBS samt det britiske medie BBC.

Regeringen vil afslutte USA's tilstedeværelse i landet, efter at den syriske regering på det seneste har udvidet kontrollen.

Syriens præsident, Ahmed al-Sharaa, overtog i januar det meste af et kurdisk-kontrolleret område i det nordlige og østlige Syrien i en lynoffensiv.

Den kurdiskledede koalition SDF indgik efterfølgende en amerikansk-støttet aftale, der betyder, at SDF fremadrettet integreres i den syriske hær, skriver BBC og Wall Street Journal.

Amerikansk militær har været til stede i Syrien i mere end et årti og blandt andet kæmpet mod Islamisk Stat (IS).

USA har i øjeblikket omkring 1000 militærfolk i Syrien, oplyser de unavngivne kilder til Wall Street Journal, CBS og BBC.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek