Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Nexø, 22/04/2026 - 19:46

Kvinde død i bilulykke på Bornholm

Et ældre ægtepar har påkørt lastbil. Kvinden blev erklæret død på stedet. Manden er lettere tilskadekommen.

Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

En 74-årig kvinde fra Bornholm er død i en færdselsulykke på Sdr. Landevej i Nexø, da hun sammen med sin mand, som kørte bilen, kolliderede med en parkeret lastbil.

Kvinden blev erklæret død på stedet.

Hendes 76-årige mand er lettere tilskadekommen og blev kørt til behandling på Bornholms Hospital.

Der var ingen personer i den parkerede lastbil.

Det ældre ægtepars pårørende er underrettet.

Det oplyser Bornholms Politi i en pressemeddelelse onsdag aften.

En bilinspektør er blevet tilkaldt.

En bilinspektørs opgave er at undersøge alvorlige trafikulykker. Bilinspektøren kan blandt andet vurdere, hvor hurtigt der er blevet kørt, eller om der er foretaget en opbremsning eller lignende.

Sdr. Landevej er farbar igen efter at have været spærret i begge retninger som følge af ulykken.

Politiet tilføjer, at man på nuværende tidspunkt ikke har yderligere at oplyse om sagen.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek