København, 23/03/2026 - 21:53
Flyselskab afventer dansk redegørelse efter skud ved militærområde
Norsk flyselskab i dialog med danske myndigheder, efter at skud blev afgivet i luften, mens et fly passerede.
Af: /ritzau/
Det norske flyselskab Widerøe afventer en redegørelse fra danske myndigheder, efter at der i september blev afgivet skud i luften mod et ukendt objekt, mens et af selskabets fly passerede Borris-lejren.
Det bekræfter Widerøe mandag over for TV 2.
- Vi er i dialog med danske myndigheder og afventer en redegørelse, lyder det til mediet.
Skuddene blev ifølge flere medier og vidner på stedet affyret mod et ukendt objekt af militærpersoner 28. september, da passagerflyet fløj over det militære område nord for Billund.
Skudepisoden fandt sted i forlængelse af flere droneobservationer i september blandt andet omkring Københavns Lufthavn, hvilket resulterede i stærk opmærksomhed fra den danske offentlighed.
Danske myndigheder har siden episoden ikke ønsket at svare på, hvorvidt skuddene blev affyret mod passagerflyet eller en ukendt drone.
I november lød det fra statsminister Mette Frederiksen (S), at myndighederne var nødt til at komme med et svar.
Tidligere i marts kunne Radio IIII på baggrund af aktindsigter fra Statsministeriet og Forsvarsministeriet fortælle, at begge ministerier har modtaget en orientering om sagen.
Det har siden lydt fra både forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og statsminister Mette Frederiksen (S), at de ikke kommer til at udtale sig om hændelsen.
- Jeg har ikke mere at sige, end at der kommer en droneredegørelse, og den kommer efter valget, lød det Troels Lund Poulsen til RADIO IIII.
/ritzau/




