Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Abuja, 19/01/2026 - 20:19

Bander bortfører kristne fra kirker i Nigeria

Indgangen til flere kirker blev blokeret af bander, som tvang kristne ud i bushen - muligvis over 160.

Marvellous Durowaiye/Reuters

Af: /ritzau/

Bander har bortført over 160 kristne i Nigeria, hvor to kirker i delstaten Kaduna søndag blev stormet.

Det siger Joseph Hayab, som er leder for de nordlige områder i organisationen Christian Association of Nigeria, til nyhedsbureauet AFP.

- Angrebsmændene kom i stort antal og blokerede indgangene til kirkerne og tvang kirkegængerne ud i bushen, siger han.

Han forklarer, at banderne egentlig bortførte 172 mennesker, men at ni personer lykkedes med at slippe væk.

Delstatspolitiet siger ifølge Reuters, at bandemedlemmer brugte "sofistikerede våben" i angrebet.

Angrebene skete søndag kort før middag lokal tid.

Mens den kristne organisation siger, at det præcise antal bortførte er 163, er politiet stadig ved at fastslå antallet, skriver Reuters.

Der kan ofte i Nigeria være varierende tal angående bortførelser.

Sikkerhedsmyndigheder giver typisk mere konservative bud, mens lokale myndigheder og trossamfund nogle kommer med højere tal, skriver Reuters.

Nigeria er med sine omkring 200 millioner indbyggere Afrikas folkerigeste land.

Den nordlige del af landet er overvejende muslimsk, mens den sydlige del af landet er overvejende kristent.

I november blev 300 skolebørn bortført fra en katolsk kostskole i delstaten Niger. Nogle uger senere blev de løsladt igen ad flere omgange.

Der har været en række af den form for massebortførelser i det nordvestlige Nigeria. De udføres typisk af bevæbnede bander, som opererer fra skovområder og angriber landsbyer, skoler og kirker.

/ritzau/

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek