Frederiksberg, 02/09/2026 - 16:33
Tre mænd fængsles efter største fund af lattergas i Danmark
Ifølge vicepolitiinspektør er fund af cirka 4,2 ton lattergas det største i dansk historie.
Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Tre mænd på 25, 41 og 48 år varetægtsfængsles i tre uger for besiddelse af mere end 14 ton lattergas.
Det har en dommer i Retten på Frederiksbergs afdeling ved Vestre Fængsel afgjort i et grundlovsforhør onsdag.
Mændene nægter sig alle skyldige.
I alt er der blevet fundet omkring 6300 fyldte lattergasflasker af mærket Fastgas. Det svarer til cirka 4,2 ton lattergas. Derudover blev der fundet 25 tomme paller med emballage fra lattergas.
- Det er et rigtig stort beslag, vi har gjort i den her sag. Mig bekendt er det det største, der er blevet lavet i Danmark, lyder det fra Espen Godiksen, der er vicepolitiinspektør ved Københavns Politi.
Det er politiets opfattelse, at mændene har været i besiddelse af mere end 14 ton lattergas, selv om der kun er fundet 4,2 ton.
Mændene sigtes blandt andet for overtrædelse af lattergasloven under skærpende omstændigheder.
De sigtes for at have stået for at levere og opfylde lattergas i lagre ved Gadstrup syd for Roskilde og i København.
Det er Københavns Politis opfattelse, at de også systematisk solgte lattergassen.
Under anholdelsen af den 48-årige blev der desuden fundet omkring 200.000 kroner i kontanter.
I en pressemeddelelse fra Københavns Politi fremgår det, at de tre mænd ifølge politiets vurdering alle har tilknytning til bandemiljøet.
Espen Godiksen er tilfreds med, at den store mængde lattergas er taget ud af det ulovlige marked.
- Sagen viser os, at der er et organiseret og struktureret importled, som sørger for at forsyne handlen med lattergas i Danmark.
- Men det vidste vi godt. Vi lavede efterforskningen for at få afklaret det, siger vicepolitiinspektøren.
Han tilføjer, at politikredsen ser lattergas blive solgt i kiosker, online og ved overdragelse.
- Vi ser det handlet med på samme måde som alt muligt andet narkotika, siger Godiksen.
De tre mænd blev anholdt tirsdag formiddag af Københavns Politi i samarbejde med Østjyllands Politi og Skattestyrelsen.
I den forbindelse blev en fjerde mand på 28 år anholdt i det vestlige Aarhus. Han er sigtet for en mindre mængde lattergas, der blev fundet i et depotrum i Tilst ved Aarhus.
Han kræves dog ikke varetægtsfængslet for lattergassen, men for besiddelse og salg af kokain og MDMA, som politiet fandt, da hans bopæl blev ransaget.
Den 28-årige erkendte sig onsdag skyldig i narkosalget og blev idømt en straksdom på to år og ni måneder.
Ifølge Dansk Misbrugsbehandling kan lattergas være et alternativ til stoffer og alkohol, eftersom det er forholdsvist billigt og nemt at komme i besiddelse af.
Lattergas inhaleres. Rusen er kortvarig, og lattergassen fortrænger iltindholdet i blodet.
Ifølge Københavns Politi bliver lattergas også taget i forbindelse med kørsel, hvilket udsætter trafikanter for en stor risiko.
Siden 1. juli 2023 har det været forbudt at besidde eller sælge lattergas som rusmiddel.
Den maksimale straf for at overtræde lattergasloven under skærpende omstændigheder er to års fængsel.
RITZAU




