Beijing, 14/04/2025 - 05:42
Kinas præsident Xi: Toldkrige har ingen vindere
Der er ingen udvej for protektionisme, lyder det fra Kinas Xi Jinping efter indførslen af massiv told i USA.
Kevin Lamarque/Reuters
Af: /ritzau/Reuters
Kinas præsident, Xi Jinping, opfordrer til øget økonomisk samarbejde blandt asiatiske lande og siger, at der ikke er nogen vindere i en toldkrig.
Forud for et besøg i Vietnam skriver Xi i en artikel i den vietnamesiske avis Nhan Dan, at der er brug for at tilføre mere "stabilitet og positiv energi til en kaotisk og forbundet verden". Det skriver nyhedsbureauet AFP.
- Der er ikke nogen vindere i handelskrige og toldkrige, og protektionisme har ingen udvej, skriver han også i artiklen ifølge det kinesiske udenrigsministerium.
Den kinesiske statsleder nævner ikke USA, men hans artikel kommer, på et tidspunkt hvor USA har indført massiv told på kinesisk import efter ordre fra præsident Donald Trump.
Kina har svaret tilbage med øget told på amerikanske varer.
Protektionisme dækker over en økonomisk politik, hvor man gennem told og andre handelsbarrierer forsøger at beskytte virksomheder mod konkurrence fra udlandet.
Ifølge Donald Trump har en lang række lande - herunder Kina - gennem told forsøgt at holde USA ude af deres markeder. Det er uretfærdigt, har det lydt fra den amerikanske præsident, som har indført told på 145 procent på kinesiske varer.
Kina har omvendt pålagt varer fra USA told på 125 procent.
Satserne i både USA og Kina er steget flere gange i de seneste uger.
Fra kinesisk side har det lydt, at man søger dialog med USA, men at man vil "kæmpe hele vejen" for at beskytte kinesiske interesser.
I artiklen i den vietnamesiske artikel skriver Xi Jinping, at det er vigtigt, at forsyningskæderne er stabile.
Han tilføjer, at man på regionalt plan bør samarbejde mere. Han skriver, at han er glad for at kunne importere varer af høj kvalitet fra Vietnam.
Den kinesiske præsident opfordrer desuden kinesiske firmaer til at investere i Vietnam.
/ritzau/Reuters