Glostrup, 14/04/2026 - 13:52
Mand og kvinde sigtet for at sælge Hamas-tøj på nettet
Ifølge politiet henviste tekst og motiver på tøj til Hamas og Hamas' angreb på Israel 7. oktober 2023.
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
På hjemmesider og via sociale medier solgte en kvinde og en mand ifølge politiet blandt andet sweatshirts med motiver og tekster, som relaterede sig til Hamas.
Det fremgår af anklagemyndighedens sigtelse mod den 38-årige mand og 25-årige kvinde, som tirsdag eftermiddag fremstilles i grundlovsforhør i Retten i Glostrup.
Anklageren har sigtet dem for via tøjsalget at have fremmet Hamas, som politiet betegner som en terrororganisation.
Ifølge sigtelsen udbød de sigtede blandt andet salg af beklædning med billeder af en afdød talsmand for Hamas.
Også en sweatshirt med teksten "07/10/23" efterfulgt af "Two Year Anniversary. Two Years ago God shed his light upon us. Glory to our heroes, glory to their legacy", er de sigtet for at have haft til salg.
De sigtede nægter sig skyldige, oplyser deres forsvarere tirsdag i retsmødet, inden dommeren vælger at lukke dørene i sagen.
I sagen har anklageren også rejst en sigtelse om billigelse af terror ved på tøj at have henvist til terrorangrebet i Israel 7. oktober 2023.
Manden og kvinden blev anholdt tirsdag af Københavns Vestegns Politi i samarbejde med Politiets Efterretningstjeneste (PET).
Længere tids efterforskning ligger bag anholdelserne, har politiet oplyst.
De sigtede er blevet beskyttet af et navneforbud.
/ritzau/




