Herning, 26/07/2026 - 10:45
48-årig stukket med kniv ved grillbar i Herning
Politiet har anholdt en 35-årig mand efter et knivstikkeri i centrum af Herning. Forurettede er uden for livsfare.
Sebastian Elias Uth/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
En 48-årig mand er natten til søndag blevet stukket med kniv ved en grillbar i centrum af Herning. Manden er uden for livsfare.
Det oplyser vagtchef Rasmus Poulsen fra Midt- og Vestjyllands Politi søndag morgen.
- Det er ikke livstruende, men han bliver undersøgt på hospitalet, siger Rasmus Poulsen.
Politiet, der fik en anmeldelse klokken 02.38, har anholdt en 35-årig formodet gerningsmand, som sigtes for grov vold.
Manden vil ikke blive krævet varetægtsfængslet i sagen og løslades derfor søndag formiddag.
Politiet antager, at den formodede gerningsmand selv medbragte kniven, og at de to personer kendte hinanden fra misbrugsmiljøet forud for mødet ved Møllegrillen i Herning.
- Der er ikke fare for andre almindelige borgere, og det er heller ikke banderelateret, siger vagtchef Gorm Lauridsen søndag formiddag.
Den 35-årige, der sigtes for knivvolden, blev anholdt i Herning Midtby.
RITZAU




