Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Caracas, 15/01/2026 - 23:49

Venezuelas leder opfordrer USA til at passe godt på Maduro

Venezuelas midlertidige præsident er med egne ord ikke bange for at konfrontere USA, efter at Maduro er afsat.

Leonardo Fernandez Viloria/Reuters

Af: /ritzau/AFP

Venezuelas midlertidige præsident, Delcy Rodríguez, opfordrer torsdag USA til at behandle Nicolás Maduro og hans hustru ordentligt, efter at de for nylig blev tilbageholdt i hjemlandet af amerikanske specialstyrker og fløjet til USA.

- Vi har anmodet USA's regering om respekt for præsident Nicolás Maduros værdighed og respekt for førstedamens værdighed og integritet, siger Delcy Rodríguez.

USA sendte i begyndelsen af januar specialstyrker til Venezuela og pågreb Nicolás Maduro efter måneders militær oprustning i Caribien.

De amerikanske styrker tog både Maduro og præsidentens hustru, Cilia Flores, med til USA. Her er de anklaget for narkorelaterede forbrydelser.

Maduro mener, at han er blevet bortført, og erklærer sig uskyldig i anklagerne.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, sagde onsdag, at han har haft en længere samtale med Delcy Rodríguez.

Begge ledere var positivt stemt efter mødet.

Venezuelas fungerende præsident siger, at hendes regering ikke frygter en diplomatisk konfrontation med USA.

- Vi ved, at de er meget magtfulde. Vi ved, at de er en dødelig atommagt. Vi er ikke bange for at konfrontere dem diplomatisk gennem politisk dialog, siger Rodríguez.

Hun var Maduros vicepræsident og allieret med den afsatte venstreorienterede leder.

USA's præsident har indvilget i at samarbejde med Rodríguez, så længe hendes regering følger USA's linje - især når det gælder adgangen til Venezuelas enorme oliereserver.

Venezuela råder over en femtedel af verdens oliereserver, og Trump har ikke lagt skjul på, at han har planer om at udnytte olien i Venezuelas undergrund.

Trump hævder, at han nu kontrollerer oliesektoren i Venezuela. Han har krævet uhindret adgang til olien i det sydamerikanske land, som han vil have amerikanske olieselskaber til at investere milliarder i.

Delcy Rodríguez siger torsdag, at hun vil reformere oliesektoren i Venezuela.

/ritzau/AFP

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek