Minneapolis, 24/01/2026 - 19:04
Grænsepoliti dræber mand i nyt skyderi i Minneapolis
Efter uger med store demonstrationer mod føderale agenter i Minneapolis er endnu en person blevet dræbt.
Af: /ritzau/
Amerikansk grænsepoliti har skudt og dræbt en mand i storbyen Minneapolis under en aktion mod illegal indvandring.
Det skriver USA's ministerium for indenrigssikkerhed på den sociale platform X.
Ifølge ministeriet var manden bevæbnet, og grænsepolitiet forsøgte at afvæbne ham, før en agent affyrede flere skud mod ham, lyder det videre.
Det skete i selvforsvar, skriver ministeriet.
Der har i de seneste uger været store demonstrationer i Minneapolis mod især immigrationsmyndigheden ICE, som arbejder med at deportere udlændinge, der ikke har opholdstilladelse.
Grænsepolitiet deltager også i det arbejde.
Den 7. januar skød en ICE-betjent en 37-årig amerikansk kvinde i Minneapolis, og det fik kritikken af ICE til at eksplodere i byen såvel som i resten af delstaten Minneapolis og andre steder i USA.
Denne gang ser den dræbte også ud til at være amerikansk statsborger. Politiet i Minneapolis mener, at der er tale om en 37-årig amerikaner, som boede i byen. Det oplyser politichefen ifølge Reuters.
/ritzau/




