Beijing, 09/04/2025 - 13:38
Kina lægger 84 procent told på varer fra USA
USA har lagt 104 procent told på kinesiske varer. Kina svarer igen med højere toldsatser end først meldt ud.
Tingshu Wang/Reuters
Af: /ritzau/
Kina vil fra torsdag lægge 84 procent told på varer fra USA.
Det oplyser Kinas finansministerium ifølge Reuters.
I forvejen havde Kina varslet, at der fra torsdag ville blive lagt 34 procent told på amerikanske varer.
Det var i første omgang uklart, om de 84 procent lægges oven i de 34 procent told, eller om de 34 procent told hæves til 84 procent.
Men avisen Financial Times skriver, at Kina lægger 50 procent ekstra told på amerikanske varer, hvilket trækker toldsatsen op på 84 procent.
Kina besluttede i første omgang at lægge 34 procent told på amerikanske varer, efter at USA's præsident, Donald Trump, onsdag i sidste uge præsenterede sine nye, forhøjede toldsatser på varer fra en lang række lande.
Trump lagde 34 procent told på varer fra Kina. Siden har USA's præsident meddelt, at kinesiske varer bliver pålagt 104 procent told i USA.
Oplysningen om den kinesiske toldstigning får flere førende aktieindeks i Europa til at falde onsdag eftermiddag - herunder C25-indekset i København.
/ritzau/