London, 11/07/2025 - 20:00
Sinner er klar til Wimbledon-finale og revanche mod Alcaraz
Der var klasseforskel, da 23-årige Jannik Sinner i Wimbledon-semifinalen sendte 38-årige Novak Djokovic ud.
Henry Nicholls/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Jannik Sinner har endnu ikke vundet Wimbledon, men den italienske verdensetter lignede fredag en, der i denne weekend har i sinde at lave om på det.
Tennisstjernen leverede et tårnhøjt niveau, da den syvdobbelte Wimbledon-vinder Novak Djokovic blev besejret i tre sæt i semifinalen med cifrene 6-3, 6-3, 6-4.
Der var stort set ingen fejl i 23-årige Sinners spil. Hvert eneste af hans grundslag pressede den 38-årige serber til at skulle levere det ypperste, hvis han ville være med i duellerne.
I søndagens finale venter nu et stormøde mellem Sinner og verdens nummer to, Carlos Alcaraz, der tidligere fredag spillede sig forbi Taylor Fritz i den anden semifinale.
Sinner, der ikke før har spillet en Wimbledon-finale, jagter revanche mod Alcaraz, efter at de to stjerner for lidt over en måned siden spillede en episk French Open-finale. Den finale vandt Alcaraz i fem sæt, efter at han leverede et mindeværdigt comeback.
Nederlaget var Sinners første i en grand slam-finale. Den oplevelse har Alcaraz endnu til gode at prøve, og spanieren har vundet Wimbledon i de seneste to år.
Der er dog en chance for, at den stime søndag bliver brudt, hvis Sinner spiller på samme niveau, som han gjorde fredag.
Verdensetteren gav ingenting væk, og da han samtidig brød Djokovic to gange undervejs i første sæt, tog han uden tøven første stik.
Stilen var den samme i andet sæt. Sinner var overlegen i de fleste facetter af spillet. Djokovic kunne ikke nedbryde den italienske jerndefensiv, og et tidligt brud i serberens serv blev afgørende.
Fra tredje sæts start viste Djokovic det niveau, som han i så mange år har været garant for. Det gav en lille serbisk opblomstring.
Djokovic brød endelig den italienske maskine og kom foran 3-0, men opturen varede kun for en stund.
Sinner fandt lynhurtigt rytmen igen, og pludselig var det helt lige ved 3-3.
Det comeback var det sidste søm i Djokovics kiste. Serberen resignerede og virkede samtidig en smule hæmmet fysisk. Foran 5-4 servede Sinner finalebilletten hjem.
Dermed er der lagt op til en finale søndag mellem to af sportens aktuelt største stjerner.
/ritzau/