Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Aalborg, 22/07/2026 - 08:51

Politiet takker modige borgere efter skyderi i Nørresundby

To borgere assisterede blandt andet en såret politibetjent efter en skudepisode ved Virkelyst i Nørresundby.

Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Nordjyllands Politi takker adskillige "modige" borgere, der hjalp i forbindelse med skyderiet i Nørresundby fredag, hvor en 62-årig mand mistede livet.

Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse onsdag.

Politiet sender blandt andet en tak til de borgere, der hjalp med at assistere den politibetjent, der blev såret under skyderiet.

- Det er vi meget taknemmelige for, og det vil vi som politi gerne anerkende allerede nu, selv om vores arbejde med sagen fortsat er i gang, udtaler chefpolitiinspektør Jesper Bøjgaard i meddelelsen.

Ved skyderiet, der fandt sted i et industriområde ved Virkelyst i Nørresundby nord for Aalborg, blev tre personer ramt under en ildkamp mellem politiet og en 48-årig mand.

Den 48-årige mand, der var blandt de sårede, har siden tilstået at have skudt den 62-årige mand, der afgik ved døden.

Politibetjenten blev ramt i benet og er i stabil tilstand.

En af de borgere, der assisterede den sårede politibetjent, var Alexander Steffensen, der til TV2 Nord har fortalt om episoden.

Han var på vej til området for at hente en kammerat, da han overværede skyderiet.

Her så han politibetjenten blive skudt og ydede derefter førstehjælp til betjenten i en politibil, som Alexander Steffensen efterfølgende kørte væk i.

- Jeg får flyttet ham og sætter mig ind på førersædet, og så kører jeg i så høj fart, jeg kan, har han sagt til TV2 Nord.

Forinden skyderiet var der udbrudt en brand i området, og politiet takker også de personer, der hastede til stedet for at slukke branden.

- De vil gerne hjælpe med at slukke ilden, ligesom de også giver offeret førstehjælp. Det er en imponerende og uselvisk indsats, lyder det fra Jesper Bøjgaard.

RITZAU

TjekDet - faktatjek