Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Bruxelles, 10/02/2026 - 20:42

EU's udenrigschef opfordrer til fælles plan før kontakt med Putin

Flere EU-ledere har ifølge nyhedsbureauet AFP på det seneste presset på for at genoptage kontakten med Putin.

Af: /ritzau/

Før europæiske ledere tager kontakt til Ruslands præsident, Vladimir Putin, skal EU nå til enighed om målet.

Sådan lyder det fra EU's udenrigschef, Kaja Kallas, tirsdag ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Lad os diskutere, hvad vi vil tale med russerne om, før vi taler om, hvem der skal være den, der taler med russerne, siger Kallas til AFP og tilføjer:

- Hvis de stiller maksimale krav, bør vi også stille maksimale krav.

Kallas siger desuden, at hun i de kommende dage vil sende en liste med idéer om krav til Rusland til EU-medlemslande.

Flere EU-ledere, herunder den franske præsident, Emmanuel Macron, har ifølge nyhedsbureauet på det seneste presset på for at genoptage kontakten med Putin.

Ifølge nyhedsbureauet sendte han i sidste uge en toprådgiver til Ruslands hovedstad, Moskva, for at deltage i et møde med den russiske side.

Mødet var det første af sin art, siden Rusland begyndte invasionen af Ukraine i 2022.

- Hvad fik jeg ud af det? En bekræftelse på at Rusland ikke vil have fred lige nu, sagde han efterfølgende i et interview med den tyske avis Süddeutsche Zeitung, skriver AFP.

- Men frem for alt har vi genopbygget disse diskussionskanaler på et teknisk niveau, sagde Macron.

Han tilføjede desuden i interviewet, at han ønskede at dele det med sine europæiske partnere og have "en velorganiseret europæisk tilgang".

Den italienske udenrigsminister, Giorgia Meloni, har ligeledes sagt, at der kan udnævnes en særlig udsending til eventuelle forhandlinger.

/ritzau/

TjekDet - faktatjek