Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Amsterdam, 27/01/2026 - 23:43

Holland danner mindretalsregering efter måneders forhandlinger

Tre partier har landet en længe ventet koalitionsaftale, som ventes at blive præsenteret fredag.

Koen Van Weel/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/Reuters

Lederne af tre politiske partier i Holland er blevet enige om at danne en sjælden mindretalsregering efter måneders forhandlinger.

Det oplyser partierne sent tirsdag.

Centrumpartiet D66, der vandt valget i oktober sidste år, vil gå sammen med centrumhøjrepartierne CDA og VVD i en koalition, der kun vil have 66 pladser ud af 150 pladser i parlamentets underhus.

Koalitionen har heller ikke flertal i parlamentets overhus, Senatet, som dermed kan blokere lovgivning, der bliver vedtaget i underhuset.

Koalitionspartierne vil derfor være nødt til at søge støtte blandt oppositionspartierne for at få gennemført deres politik.

Regeringen vil blive anført af 38-årige Rob Jetten, som er leder af partiet D66. Han bliver dermed den yngste premierminister i Hollands historie og den første, der åbent er homoseksuel.

- Vi er utroligt ivrige efter at komme i gang, siger Jetten ifølge nyhedsbureauet AFP.

- Vi vil gøre det som en trepartskoalition, men vi vil også gerne samarbejde med andre partier i parlamentet, tilføjer han.

De tre partiers parlamentsmedlemmer vil blive bedt om at bekræfte koalitionsaftalen i de kommende dage. Fredag ventes partierne officielt at præsentere aftalen.

Ministerposter vil blive fordelt i de kommende uger, og regeringen forventes først officielt at blive indsat inden for en måned.

Midterpartiet D66 vandt det hollandske parlamentsvalg i oktober med knap 30.000 flere stemmer end det højreorienterede Frihedspartiet, som ledes af den mangeårige islamkritiker Geert Wilders.

Jetten har siden 2023 været i spidsen for D66, der står for Demokrater 66 og blev dannet i 1966. Det er et proeuropæisk parti og har typisk tiltrukket vælgere med høje indkomster i byerne, skriver Politico.

Flere andre højreorienterede partier gik frem ved parlamentsvalget i efteråret, mens Frihedspartiet gik tilbage.

Wilders, der rystede Europas politiske scene med en choksejr ved valget i november 2023, har i de seneste uger set sin politiske medvind fordufte, skriver AFP.

/ritzau/Reuters

København, 14/01/2026 - 06:29

Kong Frederik har selv indtalt sin bog som lydbog

Fra i dag er bogen "Kongeord" frit tilgængelig som e-bog og lydbog, som er indlæst af kongen selv.

Kong Frederik har selv indtalt bogen "Kongeord", som udgives som lydbog på kongehusets platforme og andre platforme for lydbøger og podcasts.

Det skriver kongehuset på sin hjemmeside.

Både lydbogen og e-bogen er fra onsdag frit tilgængelige.

Det er tidligere blevet meldt ud, at kongehuset har fået overdraget rettighederne til at distribuere den digitale udgave af bogen.

Bogen er skrevet af forfatter Jens Andersen og blev oprindeligt udgivet af Politikens Forlag i 2024.

Den trykte udgave af bogen vil fortsat kunne købes som hidtil, skriver kongehuset.

Det samme vil den oprindelige udgave af lydbogen, som er indtalt af Sigurd Holmen le Dous.

Kong Frederik har indtalt den originale udgave af bogen, hvori kongen deler sine tanker og overvejelser om kongegerningen.

Han har indtalt bogen på Amalienborg i slutningen af 2025 og starten af 2026, lyder det.

"Kongeord" udkom få dage efter tronskiftet 14. januar 2024. Her overtog kong Frederik tronen fra sin mor, dronning Margrethe.

/ritzau/

Læs Mere >>

TjekDet - faktatjek