Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Frankrig, 16/02/2026 - 21:28

Frankrig åbner drabsefterforskning af højreaktivists død

Bølgerne går særdeles højt mellem højre- og venstrefløjen i Frankrig efter aktivists død efter angreb.

Jean-Christophe Verhaegen/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/AFP

Franske myndigheder har åbnet en efterforskning af en højreorienteret aktivists død sidste uge.

Det siger en offentlig anklager mandag efter hændelsen, der efterforskes som et "bevidst drab" og "grov vold".

Quentin Deranque døde i en alder af 23 år, efter at han havde fået alvorlige hjerneskader som følge af at være blevet angrebet af "mindst seks" mennesker. Det oplyser anklager Thierry Dran på et pressemøde mandag.

Angrebet har øget spændingerne mellem højre- og venstrefløjen i Frankrig.

Det fandt sted torsdag i forbindelse med en højrefløjsdemonstration mod en venstreorienteret politiker, der skulle tale på et universitet i Lyon.

Der er ikke sket nogen anholdelser ifølge Thierry Dran. Myndighederne arbejder fortsat på at identificere de maskerede og hætteklædte mistænkte, oplyser anklageren.

Frankrig står foran flere valg i et anspændt politisk klima.

I marts er der lokalvalg, mens der i 2027 er præsidentvalg. Her ses det højreorienterede National Samling stå med sin hidtil bedste chance for at få præsidentposten i landet.

Regeringen har langet ud efter retorikken fra venstreorienterede Det Ukuelige Frankrig i forbindelse med Deranques død.

Partiet har ifølge regeringen bidraget til et "voldeligt klima".

/ritzau/AFP

TjekDet - faktatjek