Washington D.C., 10/02/2026 - 02:14
USA's udenrigsminister besøger Ungarn forud for valg
Marco Rubio skal mødes med ungarske embedsmænd efter international sikkerhedskonference i Tyskland.
Jonathan Ernst/Reuters
Af: /ritzau/AFP
USA's udenrigsminister, Marco Rubio, skal senere i denne uge blandt andet besøge Ungarn, efter at USA's præsident for nylig har bakket op om Ungarns højrefløjsleder, Viktor Orbán.
Det fortæller det amerikanske udenrigsministerium mandag.
Orbán ligger bagud i meningsmålingerne forud for valget, der finder sted i midten af april.
Rubio rejser til Ungarn og Slovakiet, der også ledes af en højreorienteret Trump-allieret i form af Robert Fico, efter at han har deltaget i den internationale sikkerhedskonference i München i Tyskland.
USA's vicepræsident, J.D. Vance, revsede sidste år EU og hyldede den yderste højrefløj, da han holdt tale ved den årlige sikkerhedskonference i den tyske by.
Rubios rejse finder sted midt i spændinger mellem USA og EU, efter at Trump i begyndelsen af året har skruet op for retorikken om at overtage Grønland.
Rubio skal søndag og mandag mødes med "centrale ungarske embedsmænd for at styrke vores fælles bilaterale og regionale interesser, herunder vores engagement i fredsprocesser for at løse globale konflikter", lyder det blandt andet fra en talsperson for USA's udenrigsministerium.
Møderne finder sted i Ungarns hovedstad, Budapest, lyder det.
Ungarns leder har gode relationer til Ruslands præsident, Vladimir Putin, og han har ofte modsat sig initiativer fra EU om at støtte Ukraine.
Viktor Orbán havde sidste år planlagt et topmøde mellem Trump og Putin, men det endte med at blive aflyst, efter at amerikanske embedsmænd blev overbevist om, at Rusland næppe vil gå på kompromis i forhandlingerne om fred i Ukraine.
I sidste uge bakkede Trump op om Viktor Orbán på sociale medier og kaldte EU's længst siddende nationale leder for "en sand ven, kriger og vinder".
Orbán står over for en hidtil uset udfordring i hjemlandet, hvor han til valget 12. april går efter en femte periode i træk som Ungarns leder. Orbán har været premierminister i Ungarn siden 2010.
Ifølge meningsmålinger ligger Orbán efter Peter Magyars parti - en tidligere insider i regeringen, som siden er blevet kritiker.
Orbán blev hyldet af mange Trump-tilhængere for sin fjendtlighed over for migration under flygtningekrisen for et årti siden.
/ritzau/AFP




