Krak - Opdag nærheden - Søg lokalt.

Los Angeles, 06/08/2023 - 21:11

Kvinden bag filmen "Barbie" skriver historie med rekordhøjt billetsalg

Greta Gerwig er den første kvindelige instruktør bag en film, der har indtjent over en milliard dollar.

Scott Garfitt/Ritzau Scanpix

Af: /ritzau/

Instruktøren bag filmen "Barbie", Greta Gerwig, er den første kvinde nogensinde, som har instrueret en film, der har indtjent over en milliard dollar.

Det skriver flere medier - heriblandt New York Times og CNN.

En milliard dollar svarer til lidt over 6,7 milliarder kroner.

Filmen nåede en ny milepæl søndag, da den havde solgt billetter for en milliard dollar, siden den fik premiere i biografer rundt om i verden for to uger siden.

"Barbie" havde premiere i Danmark den 20. juli.

Med det rekordhøje billetsalg slutter Greta Gerwig sig til 28 mandlige filminstruktører, som også har formået at indtjene ticifrede beløb på deres film.

Det er dog ikke den eneste rekord, som "Barbie" har slået søndag.

Filmen rundede en milliard dollar kun 17 dage efter, den fik premiere.

Filmselskabet Warner Bros., som står bag "Barbie", har aldrig før solgt billetter for så mange penge på så kort tid.

Den tidligere rekordholder var filmen "Harry Potter og Dødsregalierne - del 2" fra 2011. Den indtjente en milliard dollar på 19 dage.

"Barbie" foregår i et univers bygget op om den verdenskendte barbiedukke og har Margot Robbie og Ryan Gosling i hovedrollerne.

Hollywood-filmen fik premiere samme dag som "Oppenheimer" - en film, der handler om den teoretiske fysiker J. Robert Oppenheimer.

Lidt uvant ramte de to store film biograferne på samme weekend. Derfor gjorde de tilsammen den pågældende weekend til en af de største weekender for biografer nogensinde målt i dollar.

Også "Oppenheimer" nåede en milepæl søndag. Filmen har indtjent over en halv milliard dollar, som svarer til knap 3,4 milliard kroner.

Det skriver Billboard.

/ritzau/

København, 23/07/2024 - 08:00

Joan Ørtings sommer: Kanotur og kærestetid

Linda Kastrup/Ritzau Scanpix

Sexolog og parterapeut Joan Ørting holder en romantisk sommerferie med sin kæreste, musiker Rune Ørum.

Sommeren flyder på en strøm af kærlighed for sexolog og parterapeut Joan Ørting, der planlægger en ferie på vandet sammen med sin kæreste, musikeren Rune Ørum.

- Vi kan godt lide at sejle, men vi har ikke lige fundet en båd, som vi kan låne i år, så jeg tror, det ender med at blive en kanotur, fortæller Joan Ørting med smil i stemmen.

Generelt er de som par bare gode til at hygge sig og hænge ud, fortæller hun. De bor ikke sammen, men veksler mellem hinandens baser - hendes hus på Langeland og hans lejlighed på Østerbro i København.

- Det er rigtig dejligt hele tiden at være foranderlige. Her på Langeland går vi ture med hunden, går i haven og spiser landmad, og i København er vi mere sådan: "Hvad skal vi lave fredag aften?". Det er mere udadvendt, lyder det fra Joan Ørting.

Parret mødte hinanden for snart tre år siden til en fredagsbar i Joan Ørtings hus Villa Wilder på Christianshavn, som til daglig danner ramme om hendes forskellige terapeutuddannelser.

- Det var mig, der spurgte, om han havde lyst til at danse, og den fysiske kontakt var der bare med det samme, så der startede vores relation, mindes hun og fortæller, at hun på det tidspunkt ikke havde haft en kæreste siden bruddet med eksmanden Carsten Islington i 2015 efter 15 års ægteskab.

- Og så mødte jeg Rune, og det er så spændende. Vi er fuldstændig ærlige over for hinanden. Alt kan siges, lyder det fra den 64-årige sexolog, parterapeut og forfatter.

Der er 25 års forskel mellem de to, men det er ikke noget, parret selv lægger mærke til eller går op i. De passer bare godt sammen, lyder det fra Joan Ørting.

- Vi er utroligt ens, og vi hygger os i hinandens selskab, hvad end vi spiller skak og drikker rødvin eller ser "Bachelorette" (realityprogram på TV 2, red.).

Og kærligheden lader kun til at vokse, som dagene går.

- Vi er begge meget forelskede i hinanden stadigvæk. Vi kan bare snakke sammen i timevis i telefonen. Vi taler nok i telefon to timer om dagen. Vi er helt vilde med at tale med hinanden og diskutere, hvad der sker i verden, fortæller Joan Ørting.

/ritzau/

Læs Mere >>

København, 22/07/2024 - 19:37

Thomas Vinterberg er blevet far for femte gang

Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Den Oscar-vindende instruktør Thomas Vinterberg og hans hustru, skuespiller og præst Helene Reingaard Neumann, er blevet forældre igen.

Thomas Vinterberg har senere på året premiere på sin stort anlagte TV 2-serie "Familier som vores". Og det er ikke det eneste, den danske stjerneinstruktør barsler med.

Thomas Vinterberg og hans hustru, skuespiller og præst Helene Reingaard Neumann, er blevet forældre til deres tredje fælles barn.

Det bekræfter Helene Reingaard Neumann over for Ekstra Bladet.

- Vi er blevet beriget med en datter 30. maj og er så taknemmelige. Den største lykke, skriver Helene Reingaard Neumann i en besked til Ekstra Bladet.

Den 55-årige instruktør og den 36-årige skuespiller og præst, der giftede sig i 2010 efter at have mødt hinanden under indspilningerne af filmen "En mand kommer hjem" fra 2007, har i forvejen en søn og en datter.

Thomas Vinterberg har også to døtre fra sit første ægteskab. Datteren Ida mistede familien på tragisk vis i 2019, da hun omkom i en trafikulykke - blot 19 år gammel.

Filmen "Druk", som Thomas Vinterberg vandt en Oscar for i 2021, dedikerede han til hende.

/ritzau/

Læs Mere >>

, 23/07/2024 - 08:00

FAKTA: Fire gode båltyper

* Pyramidebål: Den klassiske båltype, hvor du stiller brænde op på højkant i en pyramide rundt om optændingsmaterialet. Et fint og hyggeligt bål, der er godt til snobrød.

* Pagodebål: Et god og solidt bål, hvor der kommer masser af ilt til brændet. Læg brændestykker i en firkant rundt om optændingsbrændet, og byg det opad.

* Finsk fakkel: Kræver ikke meget arbejde, men du skal bruge en træstub og en økse/motorsav. Skær riller i enden, eller flæk træstubben, og bind den godt sammen i bunden. Tænd op i rillerne. Ideelt hvis du skal sætte en kedel vand over til kaffe.

* Jægerild: Tænd op mellem to træstammer eller store brændestykker, som du kan sætte en gryde på til madlavning. Pas på, at ilden ikke breder sig til siderne.

Kilde: Friluftsrådet.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

, 23/07/2024 - 08:00

FAKTA: Hvad siger bålreglerne?

* Tænd kun bål, hvor du må. I Naturstyrelsens skove må du kun tænde bål på særligt indrettede bålpladser. I private skove skal du spørge ejeren om lov. På stranden må du tænde et lille bål, hvis der ikke er bevoksning.

* Tænd ild med respekt. Vær sikker på, at ilden ikke kan sprede sig til træer, græs eller kvas. Tænk på vind og vejr, og hav vand i nærheden. Efterlad ikke et ulmende bål, og dæk det heller ikke til med sand.

* Tjek forbud mod åben ild. Det kan du gøre på den pågældende kommunes hjemmeside, via skiltning eller på www.brandfare.dk.

Kilde: Friluftsrådet.

/ritzau fokus/

Læs Mere >>

Nyhedsarkiv

TjekDet - faktatjek