København, 19/05/2026 - 21:24
Løkke efter VLAK-forslag: Vi skulle være med i regeringen
Moderaternes formand ser frem til at holde afgørende møde med kongelig undersøger Troels Lund Poulsen (V).
Af: /ritzau/
Et spændende møde. Sådan karakteriserer Moderaternes formand, Lars Løkke Rasmussen, det forhandlingsmøde, som han tirsdag aften er på vej ind til hos kongelig undersøger Troels Lund Poulsen (V) på Hotel Scandic Spectrum i København.
Her vil Lars Løkke Rasmussen forsøge at få svar på, hvorfor Troels Lund Poulsen tidligere tirsdag meldte ud, at han - stik imod Moderaternes ønske - vil gå efter at danne en ren blå mindretalsregering med Venstre, De Konservative og Liberal Alliance.
- Vi er ikke gået til valg på en blå regering eller en rød regering. Vi er gået til valg på en regering hen over midten, det tror jeg, alle danskere ved, siger Lars Løkke Rasmussen før mødet.
- Vi udnævnte heller ikke Troels Lund Poulsen som kongelig undersøger med henblik på at lave et forslag til en regering, hvor vi ikke selv skulle være med, siger han.
Moderaterne fik 14 mandater ved folketingsvalget 24. marts og har de afgørende mandater i Folketinget i forhold til regeringsdannelsen.
I første omgang valgte Lars Løkke Rasmussen at pege på sig selv som kongelig undersøger, hvilket betød, at der var flere mandater bag fungerende statsminister Mette Frederiksen (S) i den rolle end bag Troels Lund Poulsen.
Efter omkring seks ugers forhandlinger valgte Lars Løkke Rasmussen at trække stikket på Mette Frederiksen og i stedet pege på Troels Lund Poulsen som den, der skulle lede regeringsforhandlingerne.
Men Venstre-formanden er altså endt med at foreslå en helt anden regeringskonstellation end den, som Lars Løkke Rasmussen lagde op til.
/ritzau/




