Bruxelles, 20/08/2026 - 17:30
Forsker bag anklager om plagiat mod Jason Arday er suspenderet
Filosoffen Nathan Cofnas hævdede at have fundet adskillige eksempler på plagiat i Jason Ardays arbejde.
Chris Radburn/Ritzau Scanpix
Af: /ritzau/
Forskeren og filosoffen Nathan Cofnas, der var med til at så tvivl om den nu afdøde britiske professor Jason Ardays akademiske arbejde, er blevet suspenderet fra sin stilling på Gent Universitet i Belgien.
Det skriver Nathan Cofnas på det sociale medie X.
- Jeg er lige blevet suspenderet af Gent Universitet. De vil højst sandsynligt fyre mig, skriver han.
Han fortæller ikke, om han har fået en begrundelse for, hvorfor han er blevet hjemsendt fra sit arbejde.
Det er desuden uklart, om det belgiske universitet har bekræftet suspenderingen af filosoffen. Nyhedsbureauet Reuters har anmodet om en kommentar fra Gent Universitet, men har foreløbig ikke fået et svar.
Jason Arday, der var ansat som professor i sociologi på University of Cambridge, blev fundet død på en adresse i London 14. august.
Britisk politi oplyste efterfølgende, at intet tydede på, at der lå en forbrydelse bag hans død. Arday blev 41 år.
I ugerne op til sin død var han i både britiske og internationale mediers søgelys på grund af anklager om plagiat.
Sagen begyndte at rulle, da Nathan Cofnas hævdede at have fundet adskillige eksempler på plagiat i Jason Ardays akademiske afhandlinger - herunder i Ardays ph.d.-afhandling.
Arday erkendte at have begået fejl, men afviste at have plagieret andre forskeres arbejde.
Nogle af fejlene tilskrev han, at han havde en autismediagnose.
I et interview med den britiske avis The Times fortalte han, at han siden sin ansættelse på Cambridge havde været udsat for en målrettet kampagne fra personer, der ville have ham fyret.
Arday blev som 37-årig i 2023 ansat som den hidtil yngste sorte professor på det prestigefyldte britiske universitet.
Han trak sig fra sin stilling 5. august i år med den forklaring, at de personlige omkostninger i forbindelse med anklagerne om plagiat var blevet for store.
- Mens kritik er en uundgåelig del af det akademiske liv, er det, som jeg har oplevet, langt ud over videnskabelig uenighed, forklarede Arday ifølge det britiske medie BBC.
Nathan Cofnas, som beskyldte Arday for plagiat, har tidligere - ligesom Arday - været ansat på Cambridge. Han blev fyret fra universitetet i 2024 efter at have skrevet på nettet blandt andet, at sorte mennesker i gennemsnit er mindre intelligente end andre befolkningsgrupper.
Han har beskrevet sig selv som en "racerealist".
RITZAU




